Landets største sohold vokser til giganter

Eksterne investorer og partnerskaber har i løbet af få år skabt store danske soholdsgiganter, som er langt større end den gennemsnitlige soholder. De ti største har sat sig på seks procent af søerne.

Strukturudviklingen i verdens svinesektorer ruller frem med voldsom fart. Begrebet Global Mega Producers, der karakteriserer bedrifter med flere end 100.000 søer, er dukket op, og i skrivende stund findes der 27 af disse mastodonter.

I lidt mindre målestok foregår den samme udvikling i Danmark. De seneste par år er der vokset store sobedrifter frem, som tidligere var et særsyn.

Fakta er, at det kræver flere end 3.750 søer at komme med på listen over landets ti største soholdere, som samlet har 60.853 søer svarende til omkring seks procent af Danmarks cirka en mio. søer. Tallene fremkommer fra firmernes egne oplysninger og en søgning via CHR-registret, LandbrugsAvisen har foretaget.

Til sammenligning har den gennemsnitlige soholder 663 søer.

Udviklingen med en række store sobedrifter overrasker ikke Nicolaj Nørgaard, direktør i Danske Svineproducenter.

»Det skyldes flere ting. Grundliggende har danske landmænd et vækstgen, som gør, at de har lyst til at vokse og investere. Der er også en række producenter, som har en økonomisk styrke og gør alt for at finde rationaliseringsgevinster, som stadig mangler at blive samlet op i form af større sohold, og endelig ser vi flere eksempler på investorer, som vælger at investere i landbrug«, siger han.

Hos Danish Farm Design, som koordinerer svinestaldsprojekter i ind- og udland, ser projektdirektør Søren Jacobsen også en fremtid med større og større sohold.

»Finanskrisen satte tingene lidt i stå, men strukturudviklingen buldrer igen derudaf. Mange landmænd er entreprenører og præget af, at de vil vækste. De dygtigste svineproducenter er meget forretningsbevidste og har sjældent haft røde tal og forstået at generere kapital, så de kan udvikle deres egen ejendomme eller købe andre. Vi ser f.eks. flere mellemstore producenter, som står over for at ville fordoble deres sohold fra måske 1.000 eller 2.000 søer«, siger han.

Investorer skyder penge i søer

At der skydes investeringskroner ind i danske sohold, afslører listen med landets ti største soholdere med al tydelighed.

De tre største soholdere på listen er delvist opbygget med kapital udefra. Danpiglet, der bygger på DPL Invest, har en broget historie med forskellige ejere, herunder flere foderstoffirmaer. Investorer er også involveret i Serupgård Svineproduktion, som har svineproducenten Christian Nors i Viborg i en ledende rolle. Det samme er tilfældet for AC Farming, der kun har halvandet år på bagen og tegnes af svineproducent og næstformanden i Danske Svineproducenter, Jan Rodenberg. Her er det en tidligere entreprenør, som har investeret i selskabet.

AC Farming er et eksempel på en række svineproducenter, som er gået sammen og har puljet deres søer og jord. Et eksempel, som flere vil følge i fremtiden, vurderer Nicolaj Nørgaard:

»De lidt mindre soholdere tror jeg fremover vil lave partnerskaber med andre eller lade sig opkøbe. Hvis to-tre naboer kan reducere deres fremstillingspris med 30-50 kr. og opnå større tillæg ved at gå sammen og optimere på produktionen, så mener jeg det er noget, man skal have for øje«.

Søren Jacobsen mener også, at udviklingen med større sohold drives af ønsket om at minimere omkostningen ved at producere en smågris.

»Der er rationaler i at bygge større anlæg med omkring 3.000 søer, og dem kommer vi til at se flere af i fremtiden«, siger han.

Begge tror, at strukturudviklingen vil accelerere i de kommende år og resultere i en større koncentration af sohold.

»Tidligere var ejendomme bundet af antal dyreenheder, men vi har fået en liberalisering af landbrugsloven, som muliggør opbygning af større enheder. Samtidig er der mange investorer, der gerne vil investere i landbrug, og det vil også være med til at accelerere strukturudviklingen«, siger Nicolaj Nørgaard.

Faktaboks

Soholdene i tal

  • I 2016 er der på soejendomme i gennnemsnit 663 søer.
  • I 2006 var det tilsvarende antal 294 søer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle