Landets suverænt største rådgivningsselskab er en realitet

Medlemmerne af den fynske landboforening Centrovice har sagt ja til at fusionere rådgivningsselskabet med østjyske LMO.

De fynske landmænd har mandag sagt ja til at fusionere Centrovice med LMO.

LMO’s otte ejerforeninger har allerede stemt for forslaget om at indgå i fusionen, der nu bliver Danmarks største rådgivningsselskab.

Fusionen var eneste emne på dagens generalforsamling i Vissenbjerg med fremlæggelse af fusionsplanerne efterfulgt af debat, afstemning og offentliggørelse af valget, der altså blev et klokkeklart ja. Da stemmerne var talt op, havde 13 sagt nej, to stemte blankt og 147 sagde ja. Hvis man udelader de to blanke stemmer, så er der tale om 91 pct., der er for en fusion.

"Jeg er meget, meget tilfreds", siger formanden for Centrovice, Torben Lyngsø Povlsen, da landbrugsavisen.dk fanger ham på telefonen umiddelbart efter stemmeoptællingen.

"Jeg er også stolt over, at det vi har arbejdet med i bestyrelsen og selskabet har vundet så stærkt gehør hos vores medlemmer. Og jeg vil sige til mine formandskollegaer i de andre rådgivningsselskaber, at de ikke skal være så bange for at tage initiativer til at snakke fusioner med naboerne. Jeg synes, at de skal tage stemmetallene fra Centrovice som et wake-up call. Landmændene vil gerne fusion", siger Torben Lyngsø Povlsen.

"Der var lidt debat inden afstemningen og også røster om, at "if it aint broken, don't fix it". Men til det vil jeg bare sige "if its valuable, don't loose it", lyder det fra Centrovice-formanden.

Den nye virksomhed vil beskæftige knap 600 medarbejdere og omsætte for cirka 400 millioner kroner årligt og repræsentere kunder og medlemmer over hele Fyn, i Jylland samt på Sjælland og Lolland-Falster. Alle kunder hos både det »gamle« LMO og det "gamle" Centrovice beholder deres nuværende rådgiver, og kontoret i Vissenbjerg vil fortsat danne rammen om rådgivningen på Fyn. Men efter planen får kunderne også adgang til specialister indenfor landbrugsfaglig rådgivning, regnskab, ledelse og økonomisk rådgivning. 

Centrovice en del af et I/S

Med det fynske ja vil man nu tage fat på, hvordan det daglige arbejde i den nye fælles virksomhed skal organiseres. Rent teknisk indtræder Centrovice i LMO, fordi det østjyske selskab i forvejen er et I/S ejet af sine otte medlemsforeninger, hvor altså foreningen Centrovice bliver det niende medlem af ejerkredsen. Selv om LMO for nuværende bliver det fortsættende selskab, så skifter selskabet navn, så snart man er blevet enige om et nyt.

Centrovice får 24,9 pct. af den nye virksomhed. Derudover får fynboerne – lig Landboforeningen Midtjylland qua deres størrelse – to bestyrelsespladser, hvor de øvrige af LMO’s foreninger kun har én plads hver. Derudover får Centrovice en medarbejderrepræsentant lig LMO, som har en enkelt medarbejderrepræsentant.

Den nuværende direktør for LMO, Jan Winther, bliver direktør for den nye virksomhed. Den nuværende direktør i Centrovice, Louise Helmer, har takket nej til stillingen som vicedirektør for den nye virksomhed, og hun spiller en aktiv rolle i at få fusionen på plads, hvorefter hun efter eget ønske stopper.

Nis Kristian Hjort fra Børkop er formand for LMO, og han bliver også formand for den nye virksomhed, mens Torben Povlsen bliver en del af formandskabet.

Fusionen vil formelt set træde i kraft den 1. november, altså med fire dages tilbagevirkende kraft. Fusionen forventes endeligt gennemført den 31.12.2019.

To af de store

Det er to af landets store rådgivningsselskaber, der nu slutter sig sammen og bliver suverænt størst på markedet. De to selskaber er LMO, som målt på omsætning er landets næststørste rådgivningsselskab, og Centrovice, som er nummer seks i størrelseshierarkiet. Sammen får fusionsselskabet, der endnu ikke har fået navn, med sin samlede omsætning på 400 mio. kr. en god bid af den samlede omsætning på langt over en mia. kr. inden for rådgivning, der indtil i dag er delt mellem 23 DLBR-virksomheder inklusiv Seges. 

Hvis man kigger på de to selskaber, der har handlet fusionen på plads i lyntempo siden de første samtaler i juni, springer størrelsesforskellen i øjnene. LMO er klart størst - målt på omsætning tre gange større end fusionspartneren - og har otte foreninger i Midt- og Østjylland bag sig og tre store kontorhuse i henholdsvis Viborg, Søften og Horsens. De otte foreninger stemte for en fusion med fynboerne onsdag den 23. oktober. 
 

Priserne fastholdes

Overfor LandbrugsAvisen har Jan Winther, der bliver den indtil videre navnløse storfusions administrende direktør, i forbindelse LMO-foreningerns fusions-ja lovet bedre rådgivning, men ikke billigere:
"Det er ikke sådan, at priserne falder med fem eller ti procent, fordi vi fusionerer. Men landmanden vil komme til at opleve, at de får en mere kvalificeret rådgivning. Det koster penge at være med til at udvikle nye værktøjer til landmændene".
 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle