Landmænd har gylden chance for gevinst

Med rentestigning og kursfald bør man benytte muligheden for at kappe en pæn luns af restgælden, mener finansdirektør.

Har man et fastforrentet lån, bør man benytte sig af chancen for at indfri lånet til en lav kurs. I stedet kan man passende optage nyt lån i Cibor6, F3 eller F5 og dermed få en markant mindre restgæld.

Sådan lyder rådet fra finansdirektør Per Sveistrup fra Sagro Finans og Formue. Han er overbevist om, at obligationsrenten er tæt på at toppe, fordi der i den nuværende rente er indregnet for mange renteforhøjelser.

Derfor giver det heller ikke mening at optage nyt lån i en højere rente. Det vil bare medføre store udgifter, når lånene igen skal konverteres ned i en lavere rente. Og så er man sådan set lige vidt, fordi gevinsten ved den helt åbenlyse rentable mulighed for konvertering udhules.

Anledningen til den gunstige chance for at konvertere er det, som Per Sveistrup kalder ’en markant udvidelse imellem den korte Cibor6 og de lange obligationsrenter’. Bag den ligger en kraftig stigning i inflationen. Det har fået investorerne til at sælge lange obligationer, fordi de forventer, at centralbankerne i de kommende år vil hæve renten.

Fra ondt til værre

Hele denne udvikling er negativ for væksten, der skrues ned i en ond spiral. De stigende renter vil påvirke boligmarkedet negativt og de voldsomt stigende priser på byggematerialer vil påvirke nybyggeriet. Dernæst vil prisstigninger på fødevarer og energi påvirke folks rådighedsbeløb og efterfølgende muligheden for at bruge penge. Det påvirker detailsalget negativt, og uundgåeligt ende med at påvirke beskæftigelsen negativt..

Lige nu har centralbankerne øjnene stift rettet mod de stigende priser, og de er stålsatte i målet om at knække kurven, så inflationen tæmmes på et niveau omkring to procent.

- Min forventning er, at der kommer en markant faldende vækst senere på året. Men samtidig vil inflationskurven snart knække. Det vil ændre centralbankernes udmeldinger henimod, at vi ikke får så mange renteforhøjelser, som markedet forventer, siger Per Sveistrup.

Det vil få de lange obligationsrenter til at falde lidt igen. I takt med at økonomierne bliver svagere, og inflationen lander på de to procent, vil centralbankerne blive nødt til at sænke renten igen. Så falder obligationsrenterne yderligere, men nok ikke helt tilbage til det niveau, vi kom fra.

- Jeg tror, de fleste økonomer er enige i dette scenarie. Timingen er den svære del, og dér er økonomerne mere usikre og naturligvis også jeg, siger Per Sveistrup.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle