Landmænd laver egne brandstationer i kampen mod markbrande

Det er ikke et spørgsmål om, om det sker, men hvornår det sker, lyder det fra en landmand på Langeland, der har oprettet sin egen brandstation, så han hurtigt kan rykke ud til potentielle markbrande.

På gården Rubenlund, der skal høste godt 1.700 hektar raps, græsfrø og korn, har landmand Ulrik Bremholm taget sine forholdsregler i forhold til at komme potentielle markbrande til livs.

På Rubenlund har de nemlig lavet deres egen brandstation, der står i nærheden af og rykker ud til, hvor der høstes. Flåden består af en gyllespreder med 35 tons vand, en marksprøjte og en vandvogn. Derudover har alle mejetærskere fået ekstra pulverslukkere.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

"Vi ved, at hvert minut tæller, indtil brandfolkene når frem, så vi gør, hvad vi kan. Vi har også prøvet at forberede folk på, at det nok er et spørgsmål om, at det sker - ikke hvornår det sker", fortæller Ulrik Bremholm til avisen.

står klar med bladspreder

Tilsvarende forholdsregler har Knud Rabølle Knudsen fra Tullebølle lavet. Her er brandbaskere, som er skovle til at klappe ilden ud med, ekstra pulverslukkere og en gyllevogn med bladspreder, der står klar på de snarligt høstede marker.

"Der skal jo bare en enkelt gnist til, så går det hurtigt. Vi har oplevet en enkelt situation, hvor vi var ude at høste kørvel, hvor vi opdagede, at der var røg. Men det var ikke værre, end at vi fik det slukket med en skovl", fortæller Knud Rabølle Knudsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle