Landmænd lever i deres egen boble og er alt for selvfede

Noget sludder, at det var landbruget, der holdt samfundet kørende under coronaen, mener den bornholmske landmand Frederik Tolstrup.

Hvad er der galt med historien om, at det er landbruget, der holder Danmark oppe under corona-pandemien?

"Der er det galt, at det ikke passer".

Hvorfor gør det ikke det?

"En af mine medarbejdere er gift med én, der er ansat i hjemmeplejen. Hun gik på arbejde og risikerede at blive smittet. På slagteriet gik folk på arbejde og risikerede at blive syge, mens de slagtede mine grise. Jeg gik hjemme og passede mit arbejde med betydelig mindre risiko for corona".

Så er det landmændene, der skal være taknemmelige og ikke omvendt?

"Jeg er stolt af at være landmand og elsker mit erhverv. Men jeg er dybt taknemmelig over, at der er nogen, der vil slagte mine grise og spise dem. Som landmand er det et mareridt, hvis man ikke kan komme af med sine grise. Så, ja, det vil klæde os landmænd, hvis vi viste lidt taknemmelighed over, at der er nogen, der bakker os op".

Skal landmænd bare glemme alt bøvl og være glade og taknemmelige?

"Jeg synes også, der er meget bøvl, og jeg er træt af alt det her med efterafgrøder. Jeg er også vred over det, der skete med minkbranchen. Jeg kan heller ikke lide at få besøg af myndighederne, der skal kontrollere mig. Men det ændrer ikke på, at vi har et samfund og nogle myndigheder, der vil os det godt. Jeg har arbejdet mange steder i udlandet, og vi skal være glade for de rammevilkår og den forudsigelighed, vi har. Vi er de mest effektive svineproducenter i EU, fordi vi har politikere, der bakker os op".

Så du køber ikke historien om, at det er hårdt og besværligt at være landmand?

"For 30 år siden kunne man se, hvem der var landmand. De havde ikke så mange penge, måske kun en bil og boede i nedslidte stuehuse. I dag har mange det materielt bedre end de fleste andre. Det kræver af os, at vi er mere professionelle i vores kommunikation, for vi kan ikke forvente, at folk forstår, hvis vi brokker os. Vi lever i en boble og er alt for selvfede".

Siger du bare det, fordi du har været en tur på universitet i København, eller mener du det virkelig?

"Det kan godt være, at jeg ikke er en typisk landmand. Men jeg mener det. Vi skal huske på, at der ikke er nogen, der har tvunget os til at være landmænd. Vi har selv valgt det med de op- og nedture, det giver. Det er ingen andres skyld, hvis det går dårligt for os, eller vi kommer galt af sted. Det sker for os som for folk i alle andre erhverv. Det er ikke verdens skyld. Det er sådan, det er".

Men hvad så med alle de økonomiske bekymringer, som landmænd har?

"Jeg synes, det er synd for folk, der har det stramt. Men vi selv valgt det. Lige nu er mine grise blevet meget mindre værd, og det er stenhårdt med en kassekredit i minus. Men jeg har selv valgt det".

Hvordan bliver dine holdninger modtaget af andre landmænd?

"Det provokerer dem da gevaldigt, men jeg tror, der kommer noget godt ud af det. Nogle af mine landmandskolleger lever i boble fra vugge til krukke uden at møde dem, der mener noget andet. De forstår ikke, at verden har flyttet sig. Der er jo ikke noget i vejen for, at man lukkede dansk landbrug. Det ville være dumt og ærgerligt, men Danmark skulle nok klare sig uden".

Hvordan vil du beskrive dig selv?

"Jeg er en glad, stolt og tilfreds landmand, og jeg har stor respekt for mine kolleger. Men jeg er også en helt almindelig erhvervsdrivende og ikke mere særlig end alle andre. Jeg vil da gerne, at befolkningen synes godt om os, men det skal vi altså gøre os fortjent til".

Hvis du skulle lave en kampagne for dansk landbrug, hvordan skulle den så være?

"Vi skulle fortælle, at vi gør verden til et bedre sted, fordi vi gør gode ting. Men vi skal holde op med at bilde nogen ind, at vi er uundværlige. Det er vi ikke".

Faktaboks

Frederik Tolstrup

  • 38 år, gift, tre børn.
  • Landbrugsuddannet og cand.scient.pol. (statskundskab) fra Københavns Universitet.
  • Ejer landbrug på 290 hektar med 550 søer ved Aakirkeby.
  • Næstformand Bornholms Landbrug & Fødevarer.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle