Landmænd vil skabe 158 km blomsterrabat på Bornholm

Bornholms Landbrug udlægger blomsterrabatter langs markerne. Målet er en længde svarende til Bornholms kystlinje.

Klippeøen, Solskinsøen, Smilets Ø. Kært barn har mange navne. Men nu vil Bornholms Landbrug sikre, at Bornholm også bliver »Den blomstrende Ø«.

Det skal ske via projektet »blomsterstriber langs vejene«, som Bornholms Landbrug søsatte sidste år, og som udmøntede sig i seks kilometer blomsterrabatter.

De pyntelige striber kastede mange positive reaktioner af sig, fortæller Thomas Bay Jensen, direktør for Bornholms Landbrug. Derfor er ambitionerne vokset, og i år er det målet at nå op på mindst 50 km blomster. Endemålet er i alt 158 km blomsterrabatter svarende til Bornholms omkreds.

»Projektet skal vise, at bornholmerne er ambitiøse, målrettede og gode til at samarbejde og bygge bro mellem produktionslandskabet og oplevelseslandskabet,« citerer Thomas Bay Jensen fra foreningens projektbeskrivelse.

Mere vildtvenligt

Det er gratis for bornholmske landmænd at deltage i blomster-stribeprojektet.

»Idéen er, at landmændene skal holdes skadesløse i denne omgang bortset fra, at de skal lægge jord til. Hvis vi når op på de 158 km, bliver det et par hundrede hektar i alt,« siger Thomas Bay Jensen. Han tilføjer, at årets blomsterblanding i år er justeret, så den bliver mere vildtvenlig.

Frø og udsåning ventes finansieret af turismemidler, som foreningen søger hjem.

Faktaboks

Søger deltagere

  • Bornholms Landbrug søger landmænd, der vil lægge jord til blomsterstriber på 1,1 meters bredde.
  •  Man kan tilmelde sig ved Bornholms Landbrug senest 31. marts 2017. Såning finder sted slut-april.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle