Landmænd vinder pris for ideer til blomstrerende biodiversitet

Et dommerpanel har nu fundet vinderne i konkurrencen om bedste biodiversitetsinitiativer i 2020 blandt danske landmænd. I projektet – Bøndernes Blomstrende Ideer – som er igangsat i et samarbejde mellem Syngenta og FaunaPhotonics - er målsætningen at sætte fokus på alle de gode initiativer, der sker på de enkelte bedrifter.

Ukurante hjørner med blomsterblandinger,  honningurt og solsikker i majsmarkerne langs indfaldsveje til de små landsbyer og stenbunker, et par gl. halmballer og vildtstriber.

Det skorter ikke på kreativiteten blandt danske landmænd, når det gælder biodiversitet og hvordan den kan hjælpes bedre på vej. Det står klart, efter at en jury nu har gennemgået og vurderet alle projekter, der blev vurderet i forbindelse med projektet Bøndernes Blomstrende Ideer.

Det skriver Syngenta i en pressemeddelelse.

Vinderen af Bøndernes Blomstrende Ideer er et samarbejde mellem fire landmænd, der har arbejdet med en række forskellige initiativer.

"Det er dejligt at få at vide, at vi gør det godt. Mange af de ting vi gør, er jo ikke nye initiativer, men noget vi har gjort i mange år. Men ”plejer” ændrer sig hele tiden, og vi er blevet mere opmærksomme på, at det hjælper insekterne og vildtet ved eksempelvis at lade ukurante hjørner være til naturen og at lade afskåret træer ligge ved marker, " siger Steen Olsen, der er den ene af landmændene bag vinderinitiativet.

Juryen bestod af Birte Boelt, seniorforsker ved Aarhus Universitet, Hanne Juncher Fris, Jagt- og Naturkonsulent ved Velas, Frederik Taarnhøj, medstifter af FaunaPhotonics, og Julie Arildsen Winter, teknisk ekspert i udsæd ved Syngenta Nordics, som tilsammen har en bred viden og erfaring indenfor biodiversitet.

"Af vigtige kriterier for udvælgelsen har vi blandt andet lagt vægt på 1) permanente- og flerårige tiltag, 2) bedst mulig beskyttelse og bevaring af eksisterende natur og 3) kombinering med forskellige initiativer," siger Frederik Taarnhøj.

Ifølge Hanne Juncher Fris, opfylder vinderinitiativet på mange måder de opsatte kriterier. 

"I min optik byder de ind med flest permanente tiltag. Og det er virkelig vigtigt, når vi taler om biodiversitet. Der er stenbunker, der er væltede træer, der får lov til at ligge i markkanten. Og så kan jeg også godt lide at lokalsamfundet er tænkt med ved at placere de her striber ved indfaldsveje", siger hun.

Rapport til inspiration

På baggrund af alle de indsendte ideer, og i samarbejde med juryen, er der udarbejdet en rapport, hvori man kan finde beskrivelser og kommentarer om de enkelte projekter. Håbet er at rapporten kan være med til at inspirere andre landmænd til at give sig i kast med at implementere nogle af initiativerne på deres egne bedrifter.  

"Det er dejligt at se den mangfoldighed af gode ideer, der er blandt danske landmænd til at fremme biodiversiteten -  og at de er i fuld gang derude. Det er utrolig vigtigt, at vi sammen finder løsninger og ideer til, hvordan biodiversitet og landbrug kan fungere sammen på bedst mulig måde. Det vil vi arbejde videre på - også i de kommende år," siger Carina Christine Skovmøller. Head of Business Sustainability, Syngenta Nordics og tilføjer:

"Vi håber meget at kunne fortsætte initiativet også i 2021, og se endnu flere kreative og gode ideer til gavn for biodiversiteten."

Næste skridt

Vinderinitiativet får nu muligheden for at bruge FaunaPhotonics’ insektsensor i en hel sæson.

Insektsensoren er en nyudviklet teknologi, der indsamler data om insektaktiviteten, der er i og omkring det område, hvor sensoren sættes op. Den data, der indsamles, kan være et redskab til at give landmanden en forståelse af, hvordan biodiversiteten og insektaktiviteten ser ud i marken.

Insektsensoren vil blive sat op i løbet af foråret 2021.

Find juryrapporten og læs mere om Bøndernes Blomstrende Ideer her.
 
 

Faktaboks

Vinderen af Bøndernes Blomstrende Ideer 2020 er et samarbejde mellem fire personer: Steen Olsen, Preben Tving Andersen, Mette Tving Andersen og Thomas Poulsen. Tilsammen har de 640 hektar. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle