Landmand blander fem ton foder til dyrskuet

Fyns fineste kvæg skal også have godt foder. Derfor har landmand Torben Hansen for andet år i træk sagt ja til at blande til dyrskuet.

De udstillede kreaturer på Det Fynske Dyrskue i Odense skal ikke kun vises frem, men også have noget at spise. Og kun det bedste er godt nok til Fyns fineste, mener landmand Torben Hansen, som serverer maden for skuets kvæg for andet år i træk. »Alt bliver vægtet og vejet af de andre udstillere. Én ting er, hvad man går og laver derhjemme, det er noget helt andet, når man bliver vurderet af kollegerne«, siger Torben Hansen, der dagligt selv blander 8,2 ton til egne køer og har blandet fem ton foder ekstra for at mætte dyrskuets kreaturer.

 

Fik ingen klager

Aftalen om foderet kom i hus sidste år, da Torben Hansen ikke selv skulle udstille. Derfor sagde han ja til at bidrage til skuet på anden vis. Det er en foderkonsulent fra Centrovice, der har leveret opskriften på foderet, der bl.a. indeholder rapskager, græsensilage og majs. DLG leverer kraftfoderet.

»De fik ingen klager over foderet sidste år, så det ser jeg da som en cadeau«, siger landmanden, der i år har tre køer med på dyrskuet fra gården Lykkesholm ved Fjeldsted, hvor han driver mælkeproduktion med 200 jerseykøer plus opdræt og 237 hektar.

»Jeg ville gerne igen, selv om man bruger mere energi på at tjekke foderet, for det skal lige være en tand bedre«, siger Torben Hansen.

Færre besøgende

Kreaturerne fik stadig serveret frokost, selv om hele lørdag bød på regnskyller og torden. Et andet sted, man dog godt kunne mærke vejret, var i billetsalget, hvor det dårlige dyrskuevejr gjorde, at man måtte kigge langt efter gæsterne.

»Puha, der var vand. Der var nærmest ingen mennesker lørdag. Det tordnede og lynede og sjaskede ned«, siger 48-årige Alex Nielsen, der er ny dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue. Sidste år kunne Det Fynske Dyrskue også melde om besøgstal i den lave ende, da kun 44.000 besøgte dyrskuepladsen. Lørdags-regnvejret drev endnu engang besøgstallet ned, og i 2019 landede tallet på 43.700.

Det fynske dyrskue har kørt med underskud i de seneste år, og håbet var, at ny chef og moderniseringer kunne lokke de tidligere omkring 55.000 besøgende til dyrskuepladsen i Odense.

»Det havde set meget godt ud, hvis vi havde haft en almindelig lørdag. Set i lyset af et helt forfærdeligt vejr er vi meget godt tilfredse«, siger Alex Nielsen.

Faktaboks

  • Det Fynske Dyrskue
  • 14.-16. juni
  • 43.700 besøgende i 2019
  • Det er 137. dyrskue på Fyn

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle