Landmand brændte 69 grise i halmfyret: Nu er han frifundet

Landmand er frikendt for at brænde døde grise af i sit fyr i Vestre Landsret.

Efter over to år i retssystemet kan griseavler fra Haderslev nu ånde lettet op.

Gårdejeren er blevet frifundet i Vestre Landsret for blandt andet at have opbevaret døde produktionsdyr uforsvarligt og en ukorrekt bortskaffelse.

Det skriver Jyske Vestkysten.

Landmanden var anklaget for systematisk at have bortskaffet døde søer og slagtesvin ved at smide dem i gårdens halmfyr. Sidste år vandt han sagen i byretten, men Fødevarestyrelsen ankede sagen.

Fødevarestyrelsen havde fundet knogler og andre rester af døde grise i halmfyret og i en gyllebeholder, og det satte sagen i gang. I dommen henholdte dommeren sig dog til, at der i en forordning står, at "kategori 2 materiale skal bortskaffes ved forbrænding uden forudgående forarbejdning".

Ligesom byretten måtte landsretten konstatere, at landmanden ikke havde handlet uforsvarligt. Han havde i princippet handlet efter forskrifterne. Dyrene var ikke blevet opbevaret uforsvarligt. Og de var blevet destrueret ved forbrænding som reglerne foreskriver.

Skarp afstand fra sagen

Hos LandboSyd har formand og smågriseproducent Henrik Jessen tidligere taget skarpt afstand til sagen.

Ifølge ham er det helt unødvendigt at brænde grise af i et fyr, da der findes et glimrende system til afhentning og bortskaffelse af døde dyr, der sikrer mod smittefare.

- Ved at aflevere de døde dyr til Daka, har vi også en klimamæssig gevinst ved, at de bliver omdannet til bl.a. biodiesel, har Henrik Jessen tidligere påpeget overfor JydskeVestkysten.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle