Landmand bruger Facebook til at dele dronevideoer og bejle til kommende elever

Et dronebevis blev for landmand Mogens Hjort Jensen indgangen til at bruge de sociale medier til at vise Bakkegården frem og forhåbentlig tiltrække kommende elever.

Den 29. december 2020 beslutter Mogens Hjort Jensen sig for at oprette en Facebookside til sin bedrift Bakkegården, som ligger nær Grenaa på Djursland.

I første omgang er tanken bag oprettelsen af siden, at Mogens kan få et sted, hvor han kan dele en række nyproducerede dronevideoer med alle.

"Igennem generationer er der blevet taget mange billeder af bedriften, og det vil jeg også gerne bidrage til. Jeg ønskede, at det kunne ses af alle, og her var Facebook en god platform. At det så viste sig, at det også kunne bruges til andet, kom senere", fortæller mælkeproducent Mogens Hjort Jensen til Djursland Landborforening.

Hverdagen i tekst og billeder

Kort efter de første videoer bliver lagt på Bakkegårdens nye Facebookside sker der i mellemtiden noget.

Flere af Mogens’ elever havde igennem tiden efterspurgt en side, som de kunne vise frem, når familien og vennerne spurgte til arbejdspladsen. Det syntes Mogens var en god ide, men da han selv er lidt fåmælt på de sociale medier, havde han altså brug for hjælp, hvis der skulle gang i den nye facebookside.

Og det fik han, da Sandra Pico blev ansat som fodermester. Hun er skrap til det med tekst, billeder og opslag, og pludselig viste den nye Facebookside Bakkegårdens hverdag i tekst og billeder.

"Vi fandt jo hurtigt ud af, at der regelmæssigt skal noget på siden, hvis det skal virke. Så det kommer der. Teksten står Sandra for, og så tager jeg mig ofte af billeder og video. Jeg har altid godt kunnet lide at tage billeder, og jeg synes, det er langt nemmere at forklare noget, når det er visuelt, så for mig tager det ikke lang tid", fortæller Mogens Hjort Jensen, som naturligvis selv skal godkende den tekst, der kommer på Facebook.

"Det tager vi over morgenkaffen, og så er det hurtigt klaret".


"Så er der ny video fra Bakkegården! Denne gang fra kostalden, så i kan se lidt mere omkring vores daglige arbejde med dyrene", skriver holdet bag Facebook-profilen eksempelvis i slutningen af april.

Her arbejder jeg

Mogens Hjort Jensen bliver stadig overrasket over, hvor langt nogle af hans opslag når ud. Det glæder ham særligt meget, når han finder ud af, at de elever, der søger job hos ham, har været forbi Bakkegårdens side.

"Det er ikke en selvfølge, at man kan skaffe mandskab, og vi vil naturligvis gerne have de bedste elever ligesom alle andre. Det er godt at vi hører, at eleverne har fået kendskab til os via Facebook, og at de har fulgt med i, hvad vi går og laver", mener Mogens Hjort Jensen.

"Så længe vi virker troværdige, og vi kan stå inde for alt det, vi lægger op, så tror jeg bestemt, at det gavner os i den sidste ende – og det kan være med til, at den enkelte elev vælger os".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle