Landmand donerede million-arv til unge landmænd: Seks år efter kommer pengene

Ved sin død i 2014 testamenterede Rasmus Peter Nielsen en million-arv til unge landmænd. Arven har været flere år undervejs, og nu bliver spørgsmålet, om fonden overhovedet kan finde unge at give pengene til.

Der er endnu ikke blevet udbetalt en krone af den arv til unge landmænd, som den 79-årige gårdejer Rasmus Peter Nielsen efterlod sig ved sin død i 2014.

Da landmanden, der hele livet arbejdede på slægtsgården ved Slagballe ved Horsens, gik bort for fem år siden testamenterede han sin formue til en ny fond, der skal støtte unge landmænd under deres uddannelse.

Da boet var gjort op, viste det sig, at den velhavende landmand havde efterladt over otte millioner til de kommende generationer af landmænd. Men oprettelsen af fonden – Rasmus Peter Nielsen Fond – har trukket i langdrag og først i 2020 ser det nu ud til at pengene kan komme ud og gøre gavn.

”Det er jo fantastisk at sådan en ældre landmand vil bruge sine penge på, at unge landmænd kan uddanne sig. Det ville være ærgerligt, hvis arven skulle stå meget længere og bare trække renter. Så nu håber vi at komme i gang til foråret”, siger Henrik Nielsen, formand for Østjysk Landboforening, der skal agere fondsbestyrelse og stå for uddelingen af pengene.

Velrenommeret ungkarl 

Rasmus Peter Nielsen – til daglig blot kaldt Peter – var en respekteret landmand, der hele livet boede og arbejdede på slægtgården Skovslund nær Slagballe nordvest for Horsens. Han var en rolig, arbejdsom mand, der elskede sit landbrug. Han var kendt som en hjælpsom mand, der altid trådte til, og så var han en stolt mand, der købte ting kontant og aldrig lavede gæld. 

Det fortæller hans nære ven og trofaste medarbejder gennem næsten 50 år, Søren Christensen, der allerede som 10-årig begyndte at arbejde på gården efter skoletid. 

Rasmus Peter Nielsen overtog gården i 1965 efter sin mor. Han var femte generation på gården, der i starten både havde grise- og kvægproduktion, men senere kun holdt køer.

”Vi havde en besætning på 75 køer. Det var en stor besætning dengang”, siger vennen Søren Christensen.

Men landmanden var enebarn og fik aldrig kone eller børn.

”Da han 14 dage før sin død betroede mig, at han ville oprette en fond, sagde han aldrig noget om hvorfor. Men jeg tror, det var fordi, han altid havde syntes, det var svært for unge at komme i gang og købe en gård. Så han har ville give en hjælpende hånd”, siger 62-årige Søren Christensen, der nu er medhjælper på et gartneri.

Langsom proces 

En del af arven tilfaldt nogle fjerne slægtninge til Ramus Peter Nielsen, og også Søren Christensen fik en lille slat:

”Jeg blev meget overrasket. Det havde jeg ikke ventet. Men han var rigtig flink ved mig og aldrig nærig”, siger Søren Christensen, der har fået tildelt en sølvmedalje fra Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab for 'lang og tro tjeneste' hos Rasmus Peter Nielsen.

Ifølge testamentet skal fonden uddele 10 legater af 25.000 kroner hvert år, men indtil nu har langsom proces, fejl i regnskaberne og skifterettens arbejdet trukket processen i langdrag.

”Det har været en lang proces at komme igennem. Jeg har rykket for den hvert år, men når du ikke er familiemedlem, så har du ikke noget at skulle have sagt", siger Søren Christensen.

Henrik Nielsen fra Østjysk Landboforening fortæller, at de havde håbet at kunne uddele legaterne til dette års generalforsamling i Landboforeningen. Det skete ikke. Men nu er fonden endelig på plads, og de otte millioner som grundkapitalen lyder på er investeret på forskellige obligationer og aktier for forhåbentlig at skabe et sikkert overskud. 

”Pengene skal stå der et år først. Vi må ikke udbetale af fondens midler, det skal være af overskuddet”, siger Henrik Nielsen.

”Vi er meget spændte på, hvor meget afkast sådan en otte millioner kan give”, siger Henrik Nielsen.

Svært at finde unge landmænd

Der står i fondets fundats, at midlerne fortrinsvis skal uddeles til personer fra de gamle Brædstrup og Them
kommuner, der søger uddannelse inden for landbrugsområdet. Det kan gøre det svært for fonden at komme af med pengene, fordi området er for småt, og der er for få unge landmænd.

”Den snak har vi taget i fondsbestyrelsen. Det er mange penge, og vi er bekymrede for, om der er nok, der kan søge pengene i området”, siger han og fortsætter:

”Jeg vil have det så dårligt med, hvis vi ikke kan finde nogen at uddele pengene til. Måske man i så fald kunne få lov at udvide puljen til nyetablerede landmænd, der kunne få et økonomisk bidrag. Det ville i hvert fald være ærgerligt, hvis pengene bare skulle stå”, siger Henrik Nielsen.

Østjysk Landboforening forventer at uddele de første legater af overskuddet til deres generalforsamling i starten af marts 2020.

Faktaboks

Fondets fundats

  • Rasmus Peter Nielsen Fond har til formål at støtte unge landmænds skoleophold i forbindelse med landmandsuddannelse.
  • Legatet skal kunne tilfalde personer af begge køn fra de gamle Brædstrup og Them kommuner.
  • Grundkapitalen udgør kr. 8.198.764,38, og det er renter og afkast heraf, som fra næste år kan søges som legater.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle