Landmand får EU-tilskud efter fem års ventetid: "Har været en lang lærestreg"

Klaus Kristiansen har efter fem års ventetid fået udbetalt EU-tilskud til stald og malkecenter. Hele processen har været træls, siger han.

Der blev jublet, da landmand Klaus Kristiansen i fredags fik sit EU-tilskud fra Landbrugsstyrelsen - fem år forsinket.

"Det er en lettelse, for det har fyldt meget de sidste mange år. Vi havde en flaske champagne liggende på køl, som ventede på, at sagen afsluttede, så den blev åbnet med familien i fredags", siger Klaus Kristiansen.

Sagen blev afsluttet på et hængende hår, for fødevareminister Mogens Jensen (S) lovede tilbage i marts 2020, at Klaus Kristiansens sag ville blive afgjort seneste 30. juni.

Tilbage i 2015 fik han bevilget tilskuddet på 2,7 millioner kroner til en ny stald og et nyt malkecenter. Men det var blandt andet formaliteter i ansøgningen, der satte en stopper for, at tilskuddet blev udbetalt til tiden.

"Der var blandt andet lavet fejl i faktureringerne, men det var blot navne, der stod forkert, og det skal man være opmærksom på. Det er småting, som man ikke var opmærksom på for fem år siden, men det er man så blevet i dag", siger Klaus Kristiansen.

Det blev dyrt økonomisk og personligt

Det har været dyrt økonomisk, fordi Klaus Kristiansen har været nødt til at låne pengene fra banken, som han har betalt renter på i fire år. Samtidig med det, har han haft udestående betalinger til konsulenten, som han har brugt løbende i sagen. 

Og personligt har det bestemt også givet blå mærker, fortæller landmanden med et suk.

"Det er træls, at det har været sådan her, og vi landmænd er jo meget alene i det uden rigtigt at være en del af det. Det er uklare regler, som vi har været fanget i, og det skulle man have tænkt over, inden man lavede ordningen. Og tror de virkelig, at vi landmænd er kriminelle snydere i systemet? Vi har i hvert fald været udråbt til det ene og det andet i medierne og på Facebook - det er ubehageligt", siger Klaus Kristiansen.

Landbrugsstyrelsen meddelte sidste år, at de sendte en bunke støttesager til Kammeradvokaten til nærmere undersøgelse på grund af uregelmæssigheder.

Af dem blev 55 sager politianmeldt, men Klaus Kristiansen ved kun, at hans sag har været en tur forbi Kammeradvokaten.

Ifølge landmanden er hans byggeri blevet synet af styrelsen ad flere omgange, ligesom et uafhængigt revisionsfirma har undersøgt hans sag i 2017. Hver gang er det blevet godkendt.

Sag fra 2014 mangler nu afslutning

Klaus Kristiansen har ad flere omgange i processen følt sig mistænkeliggjort, og til tider er han også faret lidt vild i al kritikken og begyndt at tvivle på sig selv. Men han har fundet tilbage hver gang, fordi han ved, at ingen har snydt med vilje, fortæller han.

"Jeg skal ikke afskrække nogen fra at søge, men det har ikke været sjovt for mig. Og om jeg vil gøre det igen, det er jeg ikke sikker på", siger Klaus Kristiansen.

Selvom landmanden igen har fået ro på, mangler han nu at få afklaret en anden sag, som Landbrugsstyrelsen har valgt at genåbne. Sagen er et sammensurium af mindre støttebeløb til blandt andet LED-belysning, men mere ved Klaus Kristiansen ikke på nuværende tidspunkt.

"Nu er den store sag fra 2015 afsluttet, men nu kigger de så på den fra 2014. Jeg er ikke ligeglad med den, men jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige - mine skuldre er sænket, for den er lavet af samme rådgiver, så hvis der er noget galt, så er det ikke med vilje", siger Klaus Kristiansen.

Klaus Kristiansens sag kort:

  • November 2015: Klaus Kristiansen får et tilsagn om støtte på 2,7 mio. kroner til en ny stald og et nyt malkecenter.
  • Marts 2016: Pga. en klage over NaturErhvervsstyrelsens prioriteringskriterier bliver sagen og flere andre genåbnet. I maj 2017 bliver Klaus Kristiansens sag godkendt igen.
  • August 2017: Landbrugsstyrelsens kontrollant har ingen anmærkninger, da Klaus Kristiansens staldanlæg bliver synet.
  • Maj 2018: Landbrugsstyrelsen mangler relevante oplysninger vedrørende ansøgningen.
  • September 2018: Landbrugsstyrelsen forklarer, at sagsbehandlingen stadig er i gang.
  • Januar 2019: Landbrugsstyrelsen kræver juridisk bistand for at få Klaus Kristiansens og flere andre sager løst. En ældre, afsluttet sag fra 2014 bliver genåbnet.
  • Marts 2020: Klaus Kristiansen ved stadig ikke, om han er politianmeldt, eller om han får de lovede støttekroner udbetalt. Hans konsulent klager til Ombudsmanden.
  • Juni 2020: Klaus Kristiansen får udbetalt sit tilskud.

Faktaboks

Miljøstøtten:

  • Formålet med miljøordningerne er overordnet at reducere lugtgener, klimagasser og ammoniak fra husdyrproduktion.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle