Landmand får stor regning efter at have krævet at praktikant tilbagebetalte løn

Ukrainsk landbrugspraktikant blev tvunget til at betale løn tilbage og fik ingen pension. Nu skal landmand efterbetale 421.000 kroner.

To ukrainske landbrugsmedarbejdere har igennem flere år oplevet at blive bedt om at tilbagebetale en stor del af deres løn til deres arbejdsgiver.

Det har 3F afdækket i en sag som Fagbladet 3F har skrevet om.

Ifølge den mandlige af de ansatte ukrainere har han i løbet af de sidste to og et halvt år skulle betale i alt 102.000 kroner tilbage til sin arbejdsgiver, ligesom den kvindelige ansatte ifølge sin egen opgørelse er blevet bedt om at tilbagebetale 50.400 kroner af sin løn til samme landmand.

3F har desuden afdækket, at der heller ikke er blevet indbetalt pension til de to medarbejdere.

Nu har den sønderjyske svineproducent, hvor de to ukrainske medhjælpere var ansat, indvilget i at efterbetale det fulde beløb. Beløbet drejer sig i alt om 421.000 kroner.

"Jeg glæder mig over det tilfredsstillende forlig. Nu er der blevet rådet bod på det fupnummer, som arbejdsgiveren har udsat vores medlem for", siger Steve Belting, faglig sekretær i 3F Aabenraa.

De to ukrainere har mandag fået hele disse beløb retur samt en såkaldt tortgodtgørelse for krænkelsen.

"Jeg var i chok, da jeg fik beskeden fra 3F om, at jeg får disse penge fra landmanden. Jeg troede, at jeg ville få nogle penge, men ikke hele beløbet. Mine følelser er helt oppe at køre. Jeg er virkelig glad", siger den ene tidligere ansatte, der i artiklerne optræder under dæknavnet Denys.

"Jeg håber, at andre ukrainere, der også har betalt løn tilbage til deres landmand, også vil få deres penge retur. Jeg håber, at dette system i landbruget vil stoppe", sagde 3F-medlemmet.

Fagbladet 3F har i flere dage forgæves forsøgt at få kommentarer fra svineproducenten.

Dennis Calender, direktøren virksomheden ALT-HR under Landbosyd, bekræfter over for Fagbladet 3F, at der er indgået forlig i sagen.

"Jeg vil ikke kommentere detaljer i forliget, da det er en sag mellem landmanden og de ansatte. Men jeg vil som landmandens rådgiver understrege, at vi på mødet fik rettet op på forholdene, så der kunne indgås et forlig tiltrådt af både de ansatte, 3F Aabenraa og landmanden. Sagen er dermed afsluttet for de to medarbejderes vedkommende", skriver han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle