Landmand fik pladsproblemer efter tysk svinepest: Heldigvis stod farestier tomme

1300 smågrise kom ikke af sted som planlagt fra Lars Kudahls besætning i sidste uge. Prisfaldet på smågrise koster dyrt, men smågriseproducenten tror på, det vil rette sig.

900 smågrise boltrer sig lige nu i Lars Kudahls farestier tæt på Randers.

De skulle have været til Tyskland i sidste uge - men på grund af den afrikanske svinepest i det sydlige naboland, blev leverancerne aflyst, og Lars Kudahl måtte tænke hurtigt.

"Vores salg af smågrise er rykket 14 dage, så vi har pladsproblemer. Vi er så heldige, at vi har overskud af farestier, så vi kan klare den en uge på den måde her", forklarer han.

Mellem 700 og 800 af smågrisene er sat ind i en række af de ledige farestier.

"Vi kommer heldigvis af med grise på torsdag og fredag, ogen igen onsdag i næste uge. Så da skulle vi være med igen - hvis ikke verden vælter inden da", bemærker landmanden.

Besætningen er på 1000 søer og en årlig produktion af omkring 33.000 smågrise, der alle går via SPF. Normalt til Tyskland, men de næste leverancer vil gå til Polen, lyder meldingen.

Hårdt slag på priserne

Lars Kudahl tager situationen roligt, selv om konsekvenserne er mærkbare.

"Så længe det ikke har ramt svinebesætningerne i Tyskland, så tror jeg, at det retter sig igen. Arbejdsmæssigt er det lige nu ikke det store problem", konstaterer han og tilføjer:

"I første omgang regnede vi med, at det ville betyde 200.000 kroner mindre om måneden, at smågrisene faldt så meget, men nu er der jo tale om 325.000 kroner, alene på reduktionen på priserne. Derfor producerer vi smågrisene med underskud", konstaterer han.

Planen er dog at fortsætte, som han plejer, frem for hverken at sanere besætningen eller at udvide med slagtesvineproduktion.

"Vi skal bare have fuld gas på, så vi er klar til, at det hele kommer op igen. Jeg har prøvet at sælge smågrise til priser fra 172 kroner og op til 700, så det går nok".

Skal opfylde lovkrav

På facebook-gruppen Grisen, hvor Lars Kudahl har delt fotoet af de mange smågrise i farestierne, har der været spørgsmål til, hvorfor han også har taget gangene i brug til grisene. Det har en simpel forklaring, fortæller landmanden:

"Vi kan ikke bare lade dem gå i fuldspaltefaresti. Der er simpelthen ikke fast gulv nok, derfor er de nødt til at gå ude på gangen også, for at vi opfylder lovkravene", uddyber han.

"Andre steder har vi haft spalter i gangarelaerne, og så kunne vi ikke have lavet det nummer".

Emneord

ASF i Tyskland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle