Landmand foretrækker at høste om natten: "Det er ren terapi"

Selvom det er hårdt at arbejde om natten, så holder Hans Peter Jensen af den ro og stilhed, der er om natten.

Rapshøsten blev i går aftes skudt i gang på Kærgård i Give, og Hans Peter Jensen var i marken til kl. 03.00 i nat. Det er derfor en lidt træt landmand vi i dag fanger, mens han igen er i gang med at høste.

"Jeg nåede lige at få et par timers søvn, inden jeg skulle i gang igen. Vi har jo også nogen svin, der skal passes. Men når det endelig er tørvejr, så er det bare med at give den en skalle", siger Hans Peter Jensen.

Hans Peter Jensen driver Kærgård sammen med sin kone, Jenny Førrisdahl. Her producerer de 5.000 slagtesvin til Danish Crown og dyrker derudover 350 hektar med frøgræs, vinterbyg, hvede, vårbyg og rug. Kornet bruges til foder, mens raps og frø sælges til Vestjyllands Andel. 

Til at hjælpe sig med høsten har Hans Peter Jensen sine to medjælpere Mads Gram Andersen og Kim Sørensen. 

Tanker op på kaffe og æblekage

Hans Peter Jensen og Kim Sørensen havde torsdag været i gang med at høste vårbyg, men da duggen faldt, gik de over til at høste raps. 

"Vi er lidt bagefter med rapsen i år. Normalt ville vi have høstet for 14 dage siden, men den var ikke moden på daværende tidspukt, og så har det også regnet en del", siger Hans Peter Jensen.

Det er hans kone Jenny Førrisdahl, der sørger for, de to mænd kan holde sig kørende hele natten.

"Hun kommer ud til os med kaffe og hjemmelavet æblekage, inden hun selv går i seng. Det er virkelig tiltrængt og godt at få lidt til hjernen, når vi skal arbejde sent", siger Hans Peter Jensen. 

Elsker at høste om natten

Hans Peter Jensen har intet imod at droppe sin nattesøvn til fordel for høsten. Faktisk foretrækker han at høste om natten.

"Det er så fredfyldt og stille om natten. Der er ingen telefoner, der ringer eller en masse ting, man skal tage stilling til. Det er bare at holde mejeærskeren kørende og lade tankerne flyve. Det er så fantastisk. Det er den bedste terapi, man kan få", fortæller Hans Peter Jensen og fortsætter:

"Jeg plejer at sige, at der er to ting, der er gode for mig. Den ene er at høre høj musik og den anden at høste om natten", siger han. 

Gennemsnitlig høst

Hans Peter Jensen fik høstet 18 ud af de i alt 35 hektar raps og er i dag atter at finde i mejetærskeren.

"Udbyttet ligger på omkring 4-4,2 ton pr hektar med en vadprocent på 9-10, så det er godt nok ud", siger han.

Han fortæller, at høsten på Kærgård i år har været meget gennemsnitlig.

"Det er ok, men jeg havde da håbet på lidt mere i år. Det har synet af mere, synes jeg, og så har regnen drillet. For eksempel har vårbyggen lagt sig. Vi mangler stadig at høste hvede, rug og lidt vårbyg og 10 hektar frøgræs, som jeg regner med, vi tager i morgen", fortæller Hans Peter Jensen. 

Med billederne deltager Hans Peter Jensen i "Skyd Høsten Bedst" 

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Tjek din høstsikkerhed og vær med i lodtrækningen om en super sej DJI Mavic Air drone til en værdi af 7850 kr.: www.landbrugsliv.dk

 

 

Faktaboks

Sådan gør du

Skyd høsten bedst:

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Hver uge kåres en ugevinder, der vinder en skyd-høsten-lagkage. Alle disse billeder deltager i konkurrencen om hovedpræmien, der er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

Blandt alle yderligere indsendere trækkes lod om en iPad WiFi 32GB til værdi 2.280 kr. samt 5 x 1 valgfrit årsabonnoment på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.114 kr.

Skyd bedste video:

Skyd bedste høstvideo og vind et GoPro Hero6 kamera, værdi 2.590 kr.

Du kan deltage i alle konkurrencerne her:

www.landbrugsavisen.dk/skyd-2019

Emneord

Skyd Høsten 2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle