Landmand føler sig mistænkeliggjort: "Det er umenneskeligt det her"

Udvalgt til weekend: Landmand har ventet i årevis på tilskud til stald, der er bygget og godkendt. Han ønsker frem for alt afklaring.

I perioder har det været svært for Klaus Kristiansen at sove om natten.

Uvisheden, mistænkeliggørelsen, presset fra banken og frustrationerne har holdt den økologiske mælkeproducent fra Nordjylland vågen med tanker og spekulationer snurrende i hovedet.

En ny stald og et nyt malkecenter, der for længst står færdigt, er blevet lidt af et mareridt for landmanden, og det er ikke, fordi stalden ikke virker, som den skal, men fordi det lovede EU-tilskud lader vente på sig på femte år.

Samtidig er det to år siden, Klaus Kristiansen sidst har fået afgørende nyt fra Landbrugsstyrelsen, der siden kun har sendt orienteringsbreve om, at sagsbehandlingen trækker ud.

Derudover har styrelsen meddelt, at man nu også kigger på en ellers afsluttet støttesag fra 2014, hvor pengene er udbetalt.

"Det værste er uvisheden. Jeg har intet fået at vide, om jeg skulle være politianmeldt, men alligevel kan jeg intet få at vide om min egen sag. Det er umenneskeligt det her, og jeg vil bare gerne have det afsluttet, så jeg kan komme videre", siger Klaus Kristiansen.

Godkendt flere gange

Landbrugsstyrelsen meddelte sidste år, at den har valgt at oversende en bunke støttesager til Kammeradvokaten til nærmere undersøgelse pga. uregelmæssigheder.

Heraf er i alt 55 sager blevet politianmeldt, men Klaus Kristiansen ved kun, at hans sag har været en tur forbi Kammeradvokaten.

Ifølge landmanden er hans byggeri blevet synet af styrelsen ad flere omgange, ligesom et uafhængigt revisionsfirma har undersøgt hans sag i 2017. Hver gang er det blevet godkendt.

"Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skulle være galt, men hvis der er noget forkert, vil jeg gerne vide det. Jeg har ikke været ude på at snyde", siger Klaus Kristiansen, der fortæller, at det var været svært at fortælle om:

"Man vil jo helst ikke blive stemplet som en snyder og en snylter, men jeg føler mig fanget i det her system, der er pilråddent, og hvor jeg bliver mistænkeliggjort. Jeg har mistet al tiltro til systemet, og jeg kommer ikke til at søge om at lave et minivådområde".

Urimelig ventetid

I ordningen fra 2015 er der stadig 41 verserende sager, og kvægformand i Landbrug & Fødevarer Christian Lund er frustreret på landmændenes vegne.

"Alle involverede parter har brug for en hurtig afklaring af de her sager. Der er nu gået over et år siden sagerne blev sendt til Kammeradvokaten. Der er tale om sager helt tilbage fra 2014. Det er helt urimelig ventetid", siger han.

Hos Landbrugsstyrelsen kommenterer man ikke på enkeltsager, men enhedschef Jens Yde forklarer:

"Jeg har fuld forståelse for, at det kan være frustrerende at vente lang tid på afklaring. I nogle sager er vi nødt til at bruge ekstra tid på sagsbehandlingen for at sikre, at tilskuddet går til det, som de reelt skal gå til – det er en forpligtelse, vi har som myndighed".

Klager til Ombudsmanden

På grund af den manglende indsigt i sagen har Klaus Kristiansens konsulent Karen Feddersen, KF Miljø, valgt at klage over sagen og fire lignende til Ombudsmanden.

"Jeg håber, at Ombudsmanden kan gå ind i de her sager og forhåbentlig give noget klarhed til landmændene. De har brug for at kunne fortællere deres kreditgivere, om pengene nogensinde kommer", siger Karen Feddersen.

Klaus’ sag har været flere undervejs

  • November 2015: Klaus Kristiansen får et tilsagn om støtte på 2,7 mio. kr. til en ny stald og nyt malkecenter
  • Mar 2016: Pga. en klage over NaturErhvervsstyrelsens prioriteringskriterier bliver sagen og flere andre genåbnet. I maj 2017 bliver Klaus Kristiansens sag godkendt igen 
  • August 2017: Landbrugsstyrelsens kontrollant har ingen anmærkninger, da Klaus Kristiansens staldanlæg bliver synet.
  • Maj 2018: Landbrugsstyrelsen mangler relevante oplysninger vedrørende ansøgningen. September 2018 forklarer styrelsen, at sagsbehandlingen stadig er i gang
  • Januar 2019: Landbrugsstyrelsen kræver juridisk bistand for at få Klaus Kristiansens og flere andre sager løst. En ældre, afsluttet sag fra 2014 bliver genåbnet
  • Marts 2020: Klaus Kristiansen ved stadig ikke, om han er politianmeldt, eller om han får de lovede støttekroner udbetalt. Hans konsulent klager til Ombudsmanden

Faktaboks

Om ordningen:

  • Støtteordningen er fra 2015, og ifølge Landbrugsstyrelsen er der lige nu 41 verserende sager fra den gamle tilskudsordning.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle