Landmand høster 20 procent mere majs end budgetteret

Weekendens 110 mm regn redder fyldningen af majskernerne hos Laust Bendix Jensen.

Mens mange majsmarker er ringe udviklet på grund af tørken i år, er der alligevel lyspunkter ind imellem. Hos Laust Bendix Jensen i Esbjerg står majsen ligefrem så godt, at han kalder situationen for fantastisk.

»Når jeg bruger ordet fantastisk, så skal det selvfølgelig ses i lyset af den smule nedbør, der er faldet, siden vi såede majsen i maj. Men lige nu er jeg faktisk helt målløs over, hvor godt majsen kommer til at give i år«, siger Laust Bendix Jensen, der har 375 jerseykøer og 250 hektar under plov på Højlund Agro.

12.000 FE pr. hektar i majs

Sammen med sin konsulent vurderede han i mandags, hvor mange foderenheder gårdens i alt 90 hektar med majs kommer til at give i år. I forhold til budgettet lander majsen efter alt at dømme på ikke mindre end 20 procent mere end budgetteret.

»Jeg lagde et forsigtigt budget på 10.000 FE pr. hektar. Nogen vil synes, at det er lidt lavt sat, men jeg sår kun 90.000 kerner pr. hektar, fordi jeg ønsker lidt færre planter, så majsen får mere lys, og kolberne bliver lidt større for at få et mere koncentreret foder til jerseykøerne«, forklarer han.

»I forhold til budgettet på de 10.000 FE pr, hektar ser det lige nu ud til, at jeg kommer til at høste 12.000 FE i majs«.

Faktisk tyder det på, at høsten bliver så stor, at Laust Bendix Jensen kommer til at høste majs nok, til at han kan sælge af det. Måske endda noget af majsen kan sælges på roden, hvis han når at få overblik over situationen, inden det hele er høstet.

»Vi fik 110 mm regn i og omkring weekenden. Det var i 11. time eller måske endda i 12. time, at nedbøren kom. Den redder fyldningen af kernerne«, siger han.

Laust Bendix Jensen har vandet 45 hektar JB 3, 4 og 5 jord med to gange 45 mm. De sidste 45 hektar, som er JB 4 og 5, er ikke vandet. Han vurderer, at den vandede jord kommer til at give cirka 13.000 FE og den ikke-vandede jord cirka 11.000 FE.

80 procent af budget i græs

Situationen i græsset ser til gengæld ikke helt så god ud:

»Mit 1. og 2. slæt gav 75 procent af det, vi havde regnet med. Og 3. slæt gik helt galt. Det gav 15 procent af det forventede. Til gengæld har regnen i weekenden været livgivende for græsset, så jeg tror, at vi kan lande et rigtig godt 4. slæt og i alt høste omkring 80 procent af det budgetterede i græs«.

»Det siger noget om, hvor uforudsigeligt det er at avle foder, for sidste år fik vi slet ikke noget 4. slæt på grund af det meget våde efterår«, siger Laust Bendix Jensen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.