Landmand har kæmpet med våd høst: "I år har været helt håbløst"

I Thisted har Mads Bjerregaard kæmpet mod vejret og tiden for at få høsten i hus.

Mads Bjerregaard fra Thisted er en lettet mand. Den sidste høst er netop kommet i hus, og han kan nu koncentrere sig om efterårsarbejdet. Høsten har ellers ikke været nem i år for Mads Bjerregaard, der som en del landmænd i nord har bøvlet med alt for våd jord.

"Vi blev færdige med de sidste 40 hektar i går, så nu kan jeg ånde lettet op. Det har været den mest stressede høst nogensinde", siger Mads Bjerregaard.

Mads Bjerregaard driver 180 hektar med hvede, byg, vinterraps og frøgræs og har derudover 50 Charolaiskvæg. Alt korn sælges til DLG.

200 milliliter regn

Høsten på Nørgaard i Thisted startede ellers så godt, da de i juli måned begyndte at høste. 

"Frøgræsset og vinterbyggen var tør, og der var udsigt til en kanon avl. Men så kom regnen. Jeg vil skyde på, vi har fået over 200 milimeter regn i alt. Der var en dag, der faldt 60 mililmeter på én dag. Det har bare været vådt og træls", siger Mads Bjerregaard og fortæller, at en stor del af hans jord er blåler, som plejer at være godt drænet.

"Men i år har det været helt håbløst. Jorden har været alt for blød, og vi har siddet fast steder, vi aldrig plejer at have problemer. Vi har måtte lade kornvognen stå oppe ved vejen, og så har mejetærskeren kørt op med kornet - både for at undgå at sidde fast med vognene, men lige så meget for at undgå strukturskader i jorden", siger han. 

Kørte fast

Forleden måtte Mads Bjerregaard alligevel have hjælp til at trække sin New Holland mejetærsker fri fra pløret, imens han var i færd med at høste vårbyg.

"Jeg ringede til SOS, som kom og hev mig op. Jeg tror ikke, de laver andet for tiden end at trække mejetærskere fri. Jeg er jo langt fra den eneste, der har det her bøvl. Ham fra SOS var i hvert fald rutineret", fortæller Mads Bjerregaard.

Til at høste de resterende 40 hektar måtte han have hjælp af sin nabo. 

"Min nabo, Bjarne Nielsen, har en firehjulstrækker med trippeldæk, som er særlig god til at køre i våde områder, så han har høstet det sidste for mig. Han er også en travl mand for tiden", siger han.

Trods den besværlige høst, har udbyttet ligget pænt. Men Mads Bjerregaard mister desværre stadig en del af den indtjening, han havdet håbet på at få, da det hele så så lovende ud i juli.  

"Vårbyggen stod under vand og havde en vandprocent på 22 procent, og det koster jo i tørring. Det samme gør sig gældende med de andre afgrøder. Dertil kommer problemer med lejesæd og spirende kerner. Jeg vil skyde på, at jeg har mistet omkring 10-15 procent af udbyttet".

Mangler at så Vinterhvede

Selvom høsten er et overstået kapitel for i år, så er Mads Bjerregaard fortsat bekymret.

"Vi bliver måske nødt til at droppe at så vinterhvede i år, da det fortsat regner. Hvis vi ikke kan så hvede på de hektar med blåler, så bliver vi nødt til at vente til foråret, hvor vi kan så vårbyg i stedet. Det vil halvere udbyttet, da vi normalt har ni-ti ton pr. hektar i vinterhveden, og kun fire-fem ton i vårbyg. Så det er virkelig træls", siger han.

Om det lykkes Mads Bjerregaard at så vinterhvede er op til vejrguderne, men det ser desværre ikke alt for godt ud.

"Lige nu lover de regn de næste 10 dage. Jeg håber virkelig ikke, det passer. Jeg er lykkelig for at være færdig med høsten, og jeg føler virkelig med dem, der fortsat kæmper derude. Jeg talte med en fra Sjælland, som havde haft en dejlig tør høst. Det billede kan jeg desværre ikke genkende".   

Med det indsendte foto deltager Mads Bjerregaard i konkurrencen 'Skyd Høsten Bedst'.

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Tjek din høstsikkerhed og vær med i lodtrækningen om en super sej DJI Mavic Air drone til en værdi af 7850 kr.: www.landbrugsliv.dk

Faktaboks

Sådan gør du

Skyd høsten bedst:

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Hver uge kåres en ugevinder, der vinder en skyd-høsten-lagkage. Alle disse billeder deltager i konkurrencen om hovedpræmien, der er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

Blandt alle yderligere indsendere trækkes lod om en iPad WiFi 32GB til værdi 2.280 kr. samt 5 x 1 valgfrit årsabonnoment på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.114 kr.

Skyd bedste video:

Skyd bedste høstvideo og vind et GoPro Hero6 kamera, værdi 2.590 kr.

Du kan deltage i alle konkurrencerne her:

www.landbrugsavisen.dk/skyd-2019

Emneord

Skyd Høsten 2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle