Landmand har over en million på spil: Tør ikke melde minivådområde klar

Landmand Klaus Aage Bengtson har brugt 1,6 mio. kr. på at anlægge et minivådområde. Han får dog kun én kontrol, så hvis han dumper den, mister han hele tilskuddet.

1,6 mio. kr. har det kostet landmand Klaus Aage Bengtson fra Ulsted i Nordjylland at anlægge et minivådområde på 2,4 hektar.

Minivådområdet, der skal opsamle kvælstof til glæde for naturen, er fuldt tilskudsberettiget, men landmanden tør ikke melde det klart til kontrol hos Landbrugsstyrelsen, skriver Nordjyske.

"Jeg skal være 110 procent sikker på, at alt er, som det skal være. Derfor vil jeg også have en landmåler ud, så der overhovedet ikke er nogen tvivl. Også så jeg står bedre i en eventuel retssag. Jeg tør ikke at tage nogle chancer", siger han til avisen.

Styrelsens kontrol sker, når landmanden har meldt sit minivådområde færdigt, så myndighederne sikrer, det er bygget korrekt og rent faktisk virker.

kun ét skud i bøssen

Frygten kan være begrundet, for som LandbrugsAvisen tidligere har skrevet, så blev samtlige af de fire første minivådområder alle kasseret af Landbrugsstyrelsens kontrol.

På grund af ringe kontrol får de fire dog en ny chance, men overfor LandbrugsAvisen har styrelsen forklaret, at der er tale om en exceptionel undtagelse.

EU-reglerne er nemlig sat sammen således, at det ikke er tilladt at lave ændringer i et minivådområde, når det først har fået én kontrol. Derfor har de danske myndigheder valgt kun at lave én kontrol.

giver bange landmænd

Den praksis har fået blandt andre formand i Landbrug & Fødevarer Martin Merrild op i det røde felt:

"Det giver jo nogle frygteligt bange landmænd, der ikke tør bygge noget som helst. Terræn og vanddybder kan ændre sig, og så er det helt absurd, at man kun får én kontrol, hvor landmanden kan miste hele støtten", har han tidligere udtalt til LandbrugsAvisen.

Netop det er tilfældet for Klaus Aage Bengtson, der egentlig har tænkt sig at anlægge yderligere fire minivådområder.

"Men man bliver da nervøs og overvejer, om det er forsvarligt, når man kan komme til at hænge pån millionregning på grund af ét kontrolbesøg", siger den økologiske landmand til Nordjyske.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle