Landmand har skabt stor pizza-succes: Afviste tilbud fra investorer i kendt tv-program

Ole Christian Olesen har opbygget en velkørende forretning på at lave kvalitets frysepizzaer af danske råvarer - mange fra egen gård - og mandag var han med i Tv-programmet Løvens Hule, hvor han skulle forsøge at lokke en investor med ombord.

Det er gået rigtig hurtigt for Ole Christian Olesen. For ti år sagde han sit job op som pædagog og flyttede sammen med sin familie væk fra Aarhus og på landet.

De bosatte sig på fem hektar ved Hammel og Ole Christian Olesen købte tre køer og 10 grise. Siden har han startet egen virksomhed som landmand og kok, hvor han gennem virksomheden Oles Gård sælger økologiske kvalitets frysepizzaer på egne eller lokale råvarer.

Og salget går godt. Ole Christian Olesen og hans ansatte laver og sælger 160.000 frysepizzaer om året i 200 butikker landet over og på nemlig.com. I 2019 omsatte han for 10. mio. kroner.

Alt det har vi her på Landbrugsavisen tidligere fortalt om, og mandag aften kunne seerne så også møde Ole Christian Olesen, da han skulle forsøge at få en investor med i virksomheden i tv-programmet 'Løvens Hule'.

"Det var spændende at være med i programmet. Det er interessant, at når man skal ind og fortælle om sin virksomhed, så skal man jo forberede sig ved at tænke hele virksomhedens grundlag igennem igen, og det er en god øvelse", fortæller Ole Christian Olesen.

Handlede for meget om prisen

I programmet pitcher en række iværksættere for fem kendte erhvervsfolk, der kan vælge at investere i produkterne - hvis parterne altså kan blive enige.

Helt konkret ønskede Ole Christian Olesen en investering på 800.000 kr. for 10 procent af hans virksomhed. Og selvom investorerne kaldte Oles pizza for "den bedste frysepizza de nogensinde havde smagt", så fik de prisen galt i halsen. En pizza koster nemlig 100 kr. i dagligvarebutikkerne.

"Det er altid et sats at være med i sådan nogle programmer, for man ved ikke, hvordan folk tager i mod ens produkt og hvordan det bliver vinklet. De kunne lide produktet, men var kritiske over for prisen. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg synes det kom til at handle lidt for meget om prisen - jeg vil hellere vende den om og snakke om alt det man får for prisen - økologiske, danske råvarer", siger Ole Christian Olesen til landbrugsavisen.

I dag har Ole Christian Olesen 50 - 60 grise på gården og 12 - 13 kalve. Han kan ikke længere selv levere alle råvarer til pizzaerne og må købe nogle af lokale producenter i nærheden. Osten produceres blandt andet på et lokalt mejeri 12 kilometer fra gården.

Kan undvære løverne

Selvom investorerne faktisk var interesseret i at investere i Oles Gård, måtte Ole Christian Olesen takke nej, da han ikke mente prisen var høj nok. Og det er helt ok, fortæller han - for det er gået rigtig godt siden programmet blev optaget for et halvt år siden.

"Der er flere, som har skrevet, at det er synd, vi ikke fik den investering med. Men det er gået rigtig godt, så det gør ikke så meget, hvis du spørger mig", siger Ole Christian Olesen.

Også selvom corona lukkede de store festivaler ned, hvor Oles Gård plejer at have en madbod.

"I første halvdel af 2020 tænkte man bare "shit man, nu ryger 30 procent af vores omsætning", når vi ikke kan komme ud på festivalerne. Men i virkeligheden gav det os tid til at fokusere 100 procent på vores salg ude i butikkerne. Det har været mega fedt at kunne ligge fokus ét sted, og vi er nok vokset fra 100 til 200 butikker i år".

"Men man står da derinde og bliver fristet til at tage i mod tilbuddet, fordi der er kamera på og tre velvoksne forretningsfolk. Men jeg tror, jeg tog den rigtige beslutning, for dels så har jeg det faktisk bedst med at bestemme selv - og så arbejder investorer jo ud fra nogle principper om at tjene penge, og det er ikke det bærende element for mig", forklarer han.

Reaktionerne vælter ind

Tv-programmet er de seneste år blandt andet blevet kendt på, at det ofte lægger deltagerne webshops ned og er "ubetalelig reklame" for de roste produkter. Det kunne Ole Christian Olesen også mærke, og hele mandag aften og tirsdag i løbet af dagen er det væltet ind med reaktioner.

"Der er bare gang i den på Facebook, Instagram og mailen. Den er kogende!".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle