Landmand idømt bøde på 78.000 kr. - Lod 11 syge slagtesvin transportere

En 48-årig landmand er idømt en bøde på 78.000 kr. efter han efter embedslægen og rettens vurdering lod 11 syge slagtesvin transportere, selvom de ikke var transportegnede.

I slutningen af august er en 48-årig landmand fra Als blev kendt skyldig i at lade syge slagtesvin transportere, selvom de ikke var transportegnede. 

De 11 slagtesvin havde blandt andet navlebrok og hjernehindebetændelse, og for den overtrædelse blev landmanden ved retten i Sønderborg idømt en bøde på 78.000 kr. for brud på dyreværnslovens paragraf 28.

Dyrenes sygdom blev opdaget, da transporten ankom til samlestedet, hvor der som normal praksis er, stod embedsdyrlæger og kontrollerede dyrene.

"I den her sag blev bøden givet for 11 styk svin, som har været i en forfatning, hvor de ikke egnede sig til transport", siger politiets anklager Emil Larsson, fra anklagemyndigheden ved Syd og Sønderjyllands Politi, der har haft adgang til at kigge dyrlægernes dokumentation og billeder af dyrene.

Transporten blev forsøgt foretaget i perioden op til den 8. december 2016.

Dyrlægen laver en faglig vurdering

Når dyr ankommer til eksempelvis et samlested laver Fødevarestyrelsen en kontrol af dyrenes transportegnethed. Her kigger en dyrlæge fra styrelsen efter tegn på sygdom, om de er transportegnede og om de er ID-mærede.

Vurderingen er et individuelt, konkret vetærinærfagligt skøn, men bygger på retningslinjer og udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd.

"Fødevarestyrelsen laver en kontrol af om dyrene er transportegnede og tager dem fra, som ikke er. De må ikke transporteres videre. Vi vurderer, om der kan føres bevis for, at det er noget, som er sket tidligere end selve transporten, og melder de gange, hvor vi kan føre bevis til politiet", forklarer Camilla Brasch, kontorchef i dyresundhed hos Fødevarestyrelsen.

Hun må ikke udtale sig om, og kender ikke til, det konkrete tilfælde, men kan forklare, at synlig sygdom som regel ikke er opstået under transporten og derfor er landmandens ansvar at opdage:

"Sygdom kan godt opstå under transport på eksempelvis to timer. Men det opstår som regel over længere tid. Et stort navlebrok på 20 cm opstår ikke på to timer, og her rejser vi sag, for her må vi formode at landmanden også må have set det. Er der kun en lille smule, og vi vurderer, at det kunne være opstået under transporten, er det ikke noget, vi slår ned på", siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle