Landmand: Jeg får tit idéer, når jeg sidder og kigger på tallene

Data viste, at markerne, der fik gylle om dagen, gav mindre udbytte.

På et tidspunkt, da Kristian Boel Østergaard sidste år sad og kiggede på de data, han havde registreret i kornmarkerne, fik han en fornemmelse. Og så begyndte han at regne og regne.

- Jeg kunne pludselig se, at vi høster dårligere i marker, hvor vi har kørt gylle ud om dagen, end i marker, hvor vi har kørt gylle ud om natten, siger han.

Den viden er værdifuld, og det gav idéen til at købe en gyllevogn, så han selv kan bestemme, hvornår gyllen fra hans store griseproduktion skal spredes.

- Så kan vi sprede mere om natten eller lige op til en regnbyge og i det hele taget tage mere højde for det helt aktuelle vejr. Det kan man selvfølgelig ikke få maskinstationen til, siger han.

Kristian Boel Kjær Østergaard bor i Salling nord for Skive. Her driver han 1.100 hektar – deraf 200 hektar i fast pasningsaftale. Dertil kommer 600 søer med full-line produktion af 50.000 slagtegrise.

Inspireres, når han kører traktor

Når han får idéer, modnes de gennem snak med mange forskellige. Det er både medarbejdere, rådgivere, gårdrådet og banken for den sags skyld.

Forleden hørte han en såkaldt ekspert sige, at man ikke kan lede en millionvirksomhed, hvis man selv kører traktor.

- Det er jeg lodret uenig i. Når jeg selv kører en gang imellem, ser jeg mange ting og får en masse idéer, siger han.

Det er selvfølgelig ikke alle idéer, der bliver til noget. Nogle bliver også lagt i mølpose og taget frem senere, men idéer bobler konstant i hans hoved.

Som en relativt ung landmand kan han, som han selv udtrykker det, ’ikke bare gøre, som han vil’. Men han værdsætter sparringen med banken højt. Han har tidligere været kunde i en bank, hvor han ikke fik god sparring.

- Den bank, jeg har nu, er både god til at lytte og til at komme med modspil, og det er vigtigt. Jeg noterer altid ned, hvad jeg vil drøfte med dem, så kan jeg bedre forklare, hvad jeg vil, og de har så også beskrivelsen bagefter, når jeg er gået, siger han.

Kristian Boel Kjær Østergaard (34) var udnævnt som en af Landbrugsavisens Fremtidens Landmænd i 2022. Det nye hold for 2023 er netop kåret - mød dem her.

Faktaboks

FAKTABOKS
  • Kristian Boel Kjær Østergaard bor i Salling nord for Skive.
  • Driver 1.100 hektar – deraf 200 ha i fast pasningsaftale.
  • Har præcisionsudstyr på alle traktorer og graduerer udsæd, gødning og planteværn, især ukrudtsmidler og vækstregulering.
  • 600 søer i full line, HK grisen.
  • Indkøber 25.000 7-kilos grise. Lisedal Økologi producerer desuden 3.500 økologiske grise baseret på indkøbte 30-kilosgrise.
  • I alt 50.000 slagtegrise.
  • I alt 15 medarbejdere.
  • Kristian Boel Kjær Østergaard (34) er gift med Sanne, og de har Hans Kristian (4 år) og en lille en på 0 år.
  • Han var udnævnt som en af Landbrugsavisens Fremtidens Landmænd i 2022. Det nye hold for 2023 er netop kåret - mød dem her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle