Landmand klager til Ankenævnet: "Kommune er inhabil i vejsag"

Torsdag skal Vejen Kommune besigtige Martin Lund Madsens jord med henblik på en ny ekspropriation, men Lund Madsen har klaget til Ankenævnet over kommunen - og ved desuden ikke, om han deltager i besigtigelsen torsdag.

I sagen om den omstridte Skovgårdsvej i Vejen Kommune, hvor landmand Martin Lund Madsen har valgt at afspærre vejen, skal der torsdag være åstedsforretning i sagen.

Det sker, fordi Vejen Kommune vil forsøge sig med en ny ekspropriation med hjemmel i vejloven, hvor den første ekspropriation, som Højesteret senere har underkendt, skete ved hjemmel i elektrificeringsloven.

Ved åstedsforretningen skal sagkyndige personer fra Vejen Kommune besigtige jorden, ligesom lodsejeren er indkaldt.

Men Martin Lund Madsens advokat har nu klaget til Ankenævnet for at stoppe kommunen, fordi de mener, at Vejen Kommune er inhabil i sagen.

“Efter vores opfattelse er Vejen Kommune myndighedsinhabil ved behandlingen af sagen om ekspropriation efter reglerne i vejloven, og der er efter vores opfattelse tale om et klart lovbrud, som fordrer Ankestyrelsens reaktion", skriver Lund Madsens advokat i klagen.

Til Landbrugsavisen.dk siger Martin Lund Madsen, at han ikke ved, om han kommer til at deltage i åstedsforretningen.

"Jeg er blevet indkaldt, men jeg ved ikke, om jeg kommer til at deltage, eller om jeg har noget bedre at tage mig til den dag. Jeg skal jo også passe min virksomhed", siger han til Landbrugsavisen.dk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle