Landmand: Krav om grønne marker er fint - men afgrøden vil jeg selv bestemme

Holger Hedelund Poulsen så gerne et krav om grønne marker i oktober. Men han vil selv bestemme, hvad han skal så.

Det sker ikke så tit, at landmænd selv opfordrer til miljømæssige krav. Men det gør mælkeproducent Holger Hedelund Poulsen, Ejer ved Skanderborg gerne.

Den erfarne landmand så gerne, at det blev et lovkrav, at alle danske marker skal være grønne i midten af oktober.

"Det vil kun gavne jordens sundhed og mindske udledningen af næringsstoffer, hvis arealerne er grønne i stedet for sorte", mener Holger Hedelund Poulsen.

Alligevel rejser nakkehårene sig, når han netop nu tænker på, at om to uger skal han have sået efterafgrøder på 70 hektar.

"Det er noget mærkeligt noget, at vi efter dato skal tvinges til at så efterafgrøder. Jeg vil gerne gøre markerne grønne, men så skal jeg også have lov til at bestemme, hvad der kommer i såmaskinen", mener Holger Hedelund Poulsen.

Kornmængden falder

Mælkeproducenten fra Østjylland plejer selv at så hvede efter majs, så marken er grøn vinteren igennem. Det kan lade sig gøre, når majsen høstes senest 1. oktober.

Med efterafgrødekravet bliver den praksis kraftigt udfordret og på landsplan vil mængden af vintersæd falde.

"Så falder vores samlede kornproduktion også. Det hænger jo slet ikke sammen med, at vi i forhold til klimaet skal avle meget for at mindske klimabelastningen", mener Holger Hedelund Poulsen.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle