Landmand laver egen gårdmælk: - Vi vil være unikke, for det tjener vi flere penge på

På Tastum Jersey satser de på specialprodukter. Den økologiske mælk sælges kun i Irma, og så er Thomas Søgård ved at avle sig frem til ren A2-mælk.

Selv om Thomas Søgård nogle gange godt kunne ønske sig et roligt år, så tvivler han på, at det nogensinde bliver en realitet. For på Tastum Jersey står projekterne i kø.

Mælken fra de lige over 520 økologiske køer hældes på kartoner hos Thise, men er siden 2019 blevet solgt som privat label-gårdmælk i Irma.

- Vi vil ikke lave en bulkvare. Vi vil være unikke, for det tjener vi flere penge på, siger Thomas Søgård.

- Men det betyder også, at vi producerer under en masse krav. Vi bliver målt på dødeligheden og mange andre sundhedskrav, som vi hele tiden bliver holdt op på og skal forbedre, forklarer han om samarbejdet med mejeriet og detailkæden Irma.

Som økolog producerer Thomas Søgård også under tre hjerter på det statslige dyrevelfærdsmærke, fire blade på Coops dyrevelfærdsmærke samt er godkendt af Dyrenes Beskyttelse.

Ydelsen ligger omkring 9.800 kilo EKM, og selv om det er fint for en jersey-besætning, har Thomas Søgård et mål om at nå 10.000 kilo per ko, ligesom han avler efter lang livsydelse.

- Vi ligger blandt den bedste ottendedel på livsydelsen. fortæller han, mens han peger på besætningens tal, der hænger på en tavle synligt for alle i stalden.

Artiklen fortsætter under billedet


Tastum Jerseys mælk sælges som privat-label gårdmælk i Irma. Foto: John Christensen


Thomas Søgård er nomineret som kandidat til titlen som Året Unge Landmand hos Landbrugsavisen.

Vil lave urmælk

Lige nu avler Thomas Søgård desuden efter, at alle dyrene bliver ren A2-køer. Planen er, at al bedriftens mælk skal være såkaldt ”urmælk”, det vil sige en mælk med mere A2-protein i stedet for A1-proteinet, som almindelig komælk indeholder.

Nogle forskere mener, at A2-mælk er nemmere at drikke for dem, der oplever ubehag og oppustethed ved komælk. Og selv om andre forskere mener det modsatte, og ikke mener, der er sundhedsmæsige fordele ved A2-mlæk, vil Tastum Jersey gerne hjælpe, hvor de kan.

Derudover arbejder Thomas Søgaard også sammen med Thise og en tredjepart om at bruge råmælk og de gavnlige proteiner til kræftpatienter.

- Det er et virkelig spændende projektet, men jeg må ikke sige mere lige nu. Der ramte vi noget, vi virkelig kunne se os selv i, siger en rørt Thomas Søgård, der henviser til sin far, der døde af modermærkekræft i 2021.

Faktaboks

Blå bog

  • 2005: Starter på Morsø Landbrugsskole og bor på kostskolen
  • 2008: Flytter sammen med efterskolekæresten Kristina
  • 2010, februar: Bliver faglært landmand efter tre praktikperioder på forskellige konventionelle bedrifter
  • 2010, august: Uddannet produktionsleder fra Asmildkloster Landbrugsskole
  • 2010, september: Ansat som driftsleder på økologisk bedrift i Hobro
  • 2012: Ansat på sine forældres gård
  • 2017: Uddannet virksomhedsleder ved siden af fuldtidsarbejdet på gården
  • 2021: Overtager familiegården på tre uger

Emneord

Årets Unge Landmand 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle