Landmand med dyr på heden: Det var lidt voldsomt

Klokken var 12 fredag eftermiddag, da landmand Hans Christian Riggelsens telefon ringede.
"Har du hørt, at det brænder på heden?", spurgte en kollega, der også har naturpleje på Randbøl Hede.

Hans Christian Riggelsen talte med sin opsynsmand, der var opmærksom på ilden. Men kort efter ringede skovfogeden også. Hans Christian Riggelsen skulle komme med det samme.

Hans 60 kødkvæg, der afgræsser et 250 hektar stort naturområde var tæt på flammerne. Så resten af landmanden fra Bredebros fredag gik på marken med dyrene.

"Der var gang i den, det må man sige. Det var lidt voldsomt. Jeg har aldrig før set så meget brand. Det var som ude på stepperne", konstaterer Hans Christian Riggelsen om hedebranden, der her søndag fortsat ikke er slukket, trods mere end 100 brandfolk har været sat ind.

Vindretningen var dog med landmanden og hans kvæg.

"Jeg var ikke bange for dyrene. De stod i østsiden, hvor vinden gik mod vest. Så de gik stille og roligt på den side, hvor det ikke brændte."

Naturpleje gør en forskel

Det er fjerde sæson, at Hans Christian Riggelsen har naturpleje ved Randbøl Hede som en del af de 2700 hektar, han har afgræsning på i hele landet.

Det meste af weekenden er gået ved markerne på heden. Men endnu venter den største del af arbejdet. For nok kunne dyrene blive, hvor de var, trods flammerne. Men branden har alligevel haft konsekvenser.

"Brandvæsenet er kørt ind over flere hegn og plastikken er smeltet mange steder. Det er et større stykke arbejde at få ordnet. Samtidig skulle jeg også flytte vandmaskiner og fodre herhjemme", fortæller han.

Èn ting har dog virkelig slået ham. Indtrykket af, hvilken forskel der er på de afgræssede arealer og de, der ikke bliver "slået ved naturkraft".

"Det er så tydeligt at se, hvor der bliver afgræsset og hvor der ikke bliver.  Der, hvor der er lavet naturpleje, brænder det ikke. Der er nærmest en hegnlinje", siger han.

"Nogle steder har det nærmest stoppet ilden. Det er så smuttet forbi andre steder, hvor der ikke har gået dyr. Det er lidt sjovt at se. Man skal næsten se det selv. Og så kan man så drage sine konklusioner".

Søndag morgen meddeleler politi og brandvæsen, at der fortsat er flere mindre brande i det flere hundrede hektar store hedeområde. Myndighederne beder nysgerrige om at holde sig væk og forventer, at slukningsarbejdet vil vare flere dage.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle