Landmand meldt til politiet - beskyldt for vanrøgt

Politiet efterforsker lige nu en sag om forholdene for grisene hos en jysk landmand. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er der tale om groteske forhold.

Dyrenes Beskyttelse, har meldt en landmand til politiet for vanrøgt af dyr. Det drejer sig om en landmand, der driver en stor svineproduktion fra flere gårde i Jylland.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det er dyrlæge Inger Lund Overgaard fra Dyrenes Beskyttelse, der har meldt forholdene hos landmanden til Nordjyllands Politi. Det er sket på baggrund af hendes møde med tre rumænere, der arbejder eller har arbejdet for landmanden, som selv bor på en stor gård ved Hobro.

Hvis de oplysninger, dyrlægen har fået, er sande, er der ifølge hende tale om alvorlig vanrøgt af dyrene.

"Hvis rumænernes oplysninger er korrekte, er dyreværnsloven overtrådt i stor udstrækning, fordi det er lemfældigt, hvordan de syge og tilskadekomne dyr bliver behandlet", siger dyrlæge Inger Lund Overgaard til Fagbladet 3F.

Nordjyllands Politi modtog 16. april anmeldelsen om forholdene hos landmanden.

Hos Nordjyllands Politi bekræfter presseafdelingen over for Fagbladet 3F, at politiet har modtaget en anmeldelse i sagen. Presseafdelingen oplyser, at efterforskningen er i gang, og at en institution for embedsdyrlæger er inddraget i sagen.

Nordjyllands Politi ønsker ikke at svare Fagbladet 3F på spørgsmålet om, hvorvidt politiet selv har været på besøg på en eller flere af landmandens gårde.

/ritzau
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle