Landmand overraskede aktivister i kvægstalden: De var ude på noget

Lars Kristensen opdagede 14 veganske aktivister i gang med at filme og tage billeder på sin bedrift uden aftale. Lars Kristensen åbner sit landbrug dagligt for gæster, men i går havde ingen ringet i forvejen.

I går skulle have været en ganske normal dag på Elmegaarden ved Frederiks, Viborg. Men sen onsdag eftermiddag tog dagen en helt anden drejning og blev en dag, som Lars Kristensen vil huske i lang tid.

"Jeg blev ringet op af min elev, Jonas. Han fortalte mig, at der var nogle bag vores store stald, der rendte rundt og filmede både indenfor og udenfor. Han genkendte den ene fra Facebook som vegansk aktivist. Det var jo mærkeligt, for ingen havde kontaktet mig med et besøg på gården i dag", fortæller Lars Kristensen. 

Han har 800 malkekvæg på sin bedrift. Bag den største stald kunne han i går kl.17 ane fire biler holde på en et-sporet grusvej, så han kørte ned og mødte de nysgerrige gæster.

"Jeg har nærmest dagligt folk, som kommer og ser vores landbrug. Men der er altid lavet en aftale i forvejen. Da jeg kørte op til dem, filmede de mig og vores samtale. Jeg kunne allerede der mærke pulsen stige over det normale", fortæller Lars Kristensen. 

Tilkalder politiet

Han forklarer, at det hele mindede lidt om operation X, og aktivisterne ikke ville oplyse deres navn eller ærinde, så han endte med at tilkalde politiet. 

"De var ude på et eller andet. De ville gerne ’hjælpe’ dyrene og befri dem fra den måde, vi håndterede dem på. Men jeg har jo dyr, fordi jeg kan lide dyr. Ikke omvendt. Jeg kunne aldrig finde på at være ond overfor mine dyr", forklarer Lars Kristensen.

Politiet kom efter tre kvarter, og til den tid var der dukket yderligere 10 aktivister op, som havde været rundt på gården for at filme. Lars Kristensen og hans medarbejdere havde, inden politiet kom, lavet en afspærring, så det ikke var muligt for aktivisterne at fordufte.

"De fik mig til at lyde som en forbryder, der lukkede dem inde, men jeg havde det på samme måde. Jeg havde det som om, jeg lige havde mødt en tyv i mit køkken midt om natten. Og jeg ville heller ikke lade en tyv slippe af sted, hvis jeg kunne undgå det", fortæller Lars Kristensen. 

Politiet fortalte aktivisterne, at uden forudgående aftale var deres ophold på bedriften ulovlig indtrængen. Dermed var deres film og billeder også ulovlige, og hvis de offentliggør dem, vil politiet lægge sag an mod dem. 

Efterfølgende sad Lars Kristensen med sin medarbejdere for at få episoden snakket igennem, og fremadrettet vil de lige spørge gæster om ærinde, når de møder dem på bedriften.

Vil ikke ændre noget i fremtiden

Lars Kristensen er med i L&F's skoletjeneste, hvor han får besøg af skoler og børnehaver året rundt. Han er med i Åbent Landbrug, har lige afholdt Græsland 2018 og velkommer gladeligt gæster på gården. Sidste år havde han for eksempel besøg af en SF politiker og en gruppe interesserede islændinge.

"Det betyder rigtig meget for mig at have besøgende på gården. At åbne vores døre er en stor del af vores måde at drive landbrug på. Vi er stolte af vores job og vores landbrug. Vi har aldrig sagt nej til besøgende af nogen art. Og det vil jeg heller ikke begynde på", siger Lars Kristensen og fortsætter:

"Hvis aktivisterne havde haft ringet inden, kunne vi have lavet en aftale om et besøg, og så ville det slet ikke være endt sådan her. Jeg ville ikke have sagt nej til et besøg. Det er altid spændende at have besøg af folk med andre holdninger. Man får rykket nogle grænser og snakket holdninger sammen".

Har advaret andre landmænd

Lars Kristensen har skrevet på sin personlige profil om oplevelsen, samt advaret andre landmænd på malkekvæg-grupper, om at være opmærksomme på aktivister på bedrifterne. 

"Jeg har fået mange opkald fra kolleger med opløftende ord. Og jeg synes også, at mine kolleger skal have muligheden for at agere, når man får besøg af sådan en flok. Jeg vil altid holde mine døre åbne, men vi skal måske lige vide, hvor vores besøgende kommer fra", fortæller Lars Kristensen. 

Lars Kristensen har dog også efterfølgende fundet ud af, at aktivisterne havde været på besøg hos to slagterier inden turen gik forbi Elmegaarden, hvor de kunne have taget sygdomme med til køerne på bedriften. 
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle