Knud Jeppesen har succes med at få landbruget ud over rampen i medierne
Der er ikke mange, der er blevet skrevet så mange nedladende bemærkninger til i debatsporet på Facebook.
Alligevel fortsætter landmand Knud Jeppesen ufortrødent med at fortælle medierne om landbrug set med landmandsøjne. Endda med en sympatisk appel.
»Skriv ikke nedladende til dem, der skal modtage budskabet”, sagde han på Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.
Knud Jeppesen har skrevet i mange medier, både Politiken, Altinget og en lang række lokale aviser. Desuden har han været i DR-progammet Søndagsfrokosten og han har debatteret med Ida Auken R og Maria Reumert Gjerding (enh) og er kommet mere ud til danskerne med sine budskaber end de fleste.
På generalforsamlingen i Bæredygtigt Landbrug torsdag, gav han sine landmandskolleger en række gode råd om, hvordan man kommer ud med budskaberne til omverdenen.
»Skriv om ting, du brænder om og skriv gerne i billeder. Brug børneord«, lød et af rådene.
»Forklar, forklar, forklar som om modtager ikke ved noget om landbrug. Ingen ved hvad en hektar eller farestald er«, forklarede han og foreslog ord som gulvspand, fodboldbane og opvasketabs – altså noget man kender i hverdagen som brugbare billeder.
Knud Jeppesen fraråder også, at man bruger store tal – dem forstår folk heller ikke. Til gengæld skal man tjekke fakta grundigt.
»Det skal ikke være noget, man har hørt eller noget med hvis. Hvis man siger noget, der kan være tvivl om, så hakker de på det«, siger han.
Endelig skal man hellere skrive kort og rammende end langt og snørklet, forklarede Knud Jeppesen.