Landmand sagde nej til at udvide og er glad i dag

Siden 1977 har landmandsparret Carl Erik og Inge Lene Zachariassen drevet landbrug på gården Bjorholmsminde i Toftlund ved Haderslev. 1. marts havde de 40 års jubilæum på gården. I starten var de gårdforpagtere, men købte gården i 1988.

Første marts have Carl Erik og Inge Lene Zachariassen, på henholdsvis 67 og 65 år, 40 års jubilæum på Bjorholmsminde.

At parret er stort set gældfri i dag skyldes, at de sagde nej til at udvide på et sent tidspunkt.

"Fra 2004 til 2011 havde vi et samarbejde med en sharemilker, men han fik at vide fra starten, at vi ikke var interesserede i at udvide. Så bliver man jo forgældet og det duer ikke, hvis man gerne vil blive på gården," siger Carl Erik Zachariassen.

Han føler, at han har været heldig med sin landmandskarriere, bl.a. fordi han lånte penge til 22-24 procents rente i 1977, da de lånte penge til forpagtningen. Parret købte gården i 1988

"Den gang var jeg rasende på Anker Jørgensen på grund af hans dårlige økonomiske politik. Så da Schlüter kom til i 1982, faldt renten og dermed gælden, så det var jo egentlig godt nok frem for senere tider, hvor mange har fået alt for stor gæld,"siger han.

Mange af Carl Erik Zachariassens kammerater fra landbrugskolen er i samme situation.

"Det er noget af det, der er forandret i dag. Der skal ske noget, og man udvider og kører ikke kontinuerligt hele livet. Det er nok mentaliteten, der er anderledes i dag," siger han.

Udskyder folkepensionen

Selv om parret i dag er stort set økonomisk uafhængige, har de har udskudt deres folkepension og lever stadig af deres landbrug.

"Ja, vi kan godt lide det, som det er. Vi bliver ved så længe helbredet tillader det. Vi er stadig skatteydere. Men jeg synes, det er meget pudsigt, at man skal søge kommunen, om man må udskyde pensionen. Jeg ville tro de bare var glade for det," siger Carl Erik Zachariassen.

Kreative kurser i hestestald

I dag er staldene udlejet til ungdyr, og en gylletank og fodermesterboligen er også udlejet.

Inge Lene Zachariassen holder blomster- og kunstkurser i en 160 kvm. renoveret hestestald. Sidstnævnte er en af parrets tre døtre med til at afholde.

Inge Lene og Carl Erik har investeret meget tid og mange penge i faciliteterne til deres kursister, der kommer fra hele Norden. På det gamle kornloft over stalden er der indrettet værelser og kaffestue til kursisterne.

"Det fylder rigtig meget i vores liv i dag og det er med til at vi stadig nyder at være på gården. For Inge Lene har det betydet, at hun også har noget at beskæftige sig med," siger Carl Erik Zachariassen. Han passer stadig selv markarbejdet.

"Det er bare traktorarbejde og kørsel med mejetærsker, og i skoven, hvor jagten også er udlejet, er der lidt arbejde med brændsel og hegnspæle. Og jeg har da en tidligere landmand på 75 år, der kommer og hjælper mig i marken,"fortæller han.

Skriv til os Har du også jubilæum eller kender du til nogen, der har, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv på net@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle