Landmand skal for retten efter dødsulykke

Landmand Knud Kjær Knudsen er blevet tiltalt i en sag fra efteråret 2017, hvor en ukrainsk medarbejder blev suget ned i en kornsilo og mistede livet.

Den 26-årige landmand Knud Kjær Knudsen er blevet tiltalt efter en af landmandens medarbejdere, 34-årige Mykola Makarenko fra Ukraine, i oktober 2017 blev suget ned i en kornsilo og døde.

Som ansvarlig for sikkerheden i forbindelse med opgaven er Knud Kjær Knudsen tiltalt for ikke at have levet op til kravene i arbejdsmiljøloven, skriver Nordvestnyt.

Sagen skal for Retten i Holbæk mandag, og ifølge avisen forventes det, at anklageren går efter en bødestraf til den unge landmand.

Landbrugsavisen.dk talte både med Knud Kjær Knudsen og hans far Peter Kjær Knudsen efter ulykken i 2017, og her forklarede han, hvordan der havde dannet sig en luftlomme i kornet i siloen som brast, da den ukrainske medarbejder trådte på kornet.

"Det, man kan lære af det, er, at dette kan ske. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi troet, at der kunne opstå sådan et hul. Min søn havde lige stået samme sted. Jeg er overbevist om, at det er sådan noget alle landmænd gør – og derfor vil jeg gerne advare om det", sagde Peter Kjær Knudsen i 2017.

Det har ikke været muligt at træffe Knud Kjær Knudsen til en kommentar om tiltalen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle