Landmand skifter stalden ud med lederjob på landbrugsskole

Jeppe Bomann er ny uddannelsesleder på Agroskolen i Hammerum.

Første marts satte Jeppe Bomann sig i stolen som uddannelsesleder på Agroskolen i Hammerum.

Han har tidligere drevet egen mælkeproduktion og været driftsleder på en malkekvægsbedrift ved Videbæk.

Såvel arbejdet med unge og ledelse er ikke nyt for Jeppe Bomann, som fra 2010 til april 2012 var formand for LandboUngdom. På bedriften ved Videbæk havde han syv ansatte under sig.

På Agroskolen får Jeppe Bomann ansvaret for underviserne og landmandsuddannelsen. Agroskolen fusionerede i efteråret med Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier, men landbrugsuddannelserne er fortsat forankret i landbrugsskolen i Hammerum.

Til landbrugsavisen.dk siger Jeppe Bomann, at det lægger ham meget på sinde at bevare det specielle nærmiljø omkring landbrugsuddannelsen herunder, at eleverne bor sammen på kostskole-manér.

»Jeg vil sikre en høj faglighed i undervisningen og bidrage til at skabe et godt undervisningsmiljø. Og så vil jeg gerne tilbyde noget praksisnært, idet jeg selv har haft ansatte og ved, hvad eleverne sendes ud i og hvad der forventes af dem«, fortæller Jeppe Bomann.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle