Landmand: Skrot modellerne Esben Lunde

Målinger viser helt andre tal end modeller, påpeger landmand. Minister vil gerne minimere brug af modeller.

Om kvælstofmodeller viser rigtigt kan man mene noget om. Man kan også  måle efter. Det sidste har Carsten Søborg, nordjysk landmand gjort i samarbejde med forskere. Han lagde ikke fingrene imellem, da han talte til Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) på sotrmøde i Aabybro mandag aften.

”Vi har målt på vores minivådområde hver time i fire år sammen med forskere. Der er kun en udvaskning på 12 kg kvælstof der, hvor modellerne siger 63 kg. Og når det gælder fosfor regner de med 6-10 kg, men vi har målt det til under et kg pr. hektar. På et nærliggende naturområde er der målt 1,2 kg. Skrot de modeller", lød hans opfordring til  Esben Lunde Larsen.

Han kritiserede samtidig, at ministeren siger, at rapporten fra Seges om konsekvensen af vandområdeplanerne i Limfjorden ikke holder. Rapporten viser, at store arealer skal ud af drift, hvis man skal leve op til miljømålene, og det bekymrer landmændene.

”Jeg har analyseret det sammen med folk, der har forstand på det i årevis. Den rapport er fuldstændig korrekt", siger han.

Ministeren svarede, at han er enig i, at brugen af modelberegninger  reduceres.

”Vi skal minimere det i omfang, så meget vi kan. Det er også en del af den målrettede regulering, at vi bruger realoplysninger frem for modeller", sagde han.

Samtidig understregede han, at det er en kæmpe opgave at få retvisende tal fra minivådområder.

”Det er vigtigt, at det ikke kan underløbes, når vi først sætter det i værk, at man kan bruge dem som virkemidler", lød Esben Lunde Larsens kommentar.

Samtidig understregede han, at det han antaster ved Seges rapport om Limfjorden er, at den bygger på forudsætninger, der ikke er vedtaget endnu.

”Vi vedtager først i 2019, hvad der skal ske, det er det, jeg mener med, at rapporten ikke er rigtig", sagde han.

Mødet var arrangeret af LandboNord, Agri Nord, LandboThy og NF Plus i samarbejde med Landbrug & Fødevarer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle