Landmanden er sej og stærk, men lidt gammel

Mænd med gråt hår i toppen var uundværlige i den netop overståede høst, og en meget stor del af landbruget ejes af seniorer. For de fleste er det en selvvalgt glæde, men andre er bundet i et generationsskifte, der er gået i stå.

78-årige Ejner Volsgaard var ikke i tvivl - selv om sønnen Tommy har overtaget skødet på ejendommen, forsømmer han ikke en eneste dag i høsten.

67-årige Knud Steffensen er stadig ejer af bedriften i Thyholm, men generationsskiftet med sønnen er planlagt - og både børn og børnebørn er altid med i marken.

75-årige Jørgen Jensen fra Samsø stod selv for høsten - for sidste gang. Gården er solgt, og det passer ham udmærket.

Disse tre seje mænd, der har brugt et langt liv i mark og stald, har altså fundet hver deres løsning på et af landbrugets største problemer: At få næste generation i gang.

Hver anden skal sælges

Erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser fra Seges offentliggjorde i ugens løb et notat, der anslår, at omtrent halvdelen af de 26.000 heltidsbedrifter skal have ny ejer i de næste ti år.

Det er ikke nemt, og regeringens planer om at hæve arveafgiften gør det ikke lettere. På papiret ser det jo meget fornuftigt ud, at rige arvinger skal betale skat af gevinsten, men virkeligheden ude i erhvervslivet er noget andet. Efter en række halvsløje år i landbruget er en del landmænd blevet tvunget til at belåne den friværdi, de i givet fald skal beskattes af. Der er derfor simpelthen ikke penge til at betale den skattemæssige gevinst, der ikke findes i det virkelige regnskab. Resultatet er, at ældre landmænd bliver låst på bedrifter, der ikke kan sælges.

Hver tredje over 65

Landbruget er dermed et aldrende erhverv. Næsten hver tredje landmand er i dag over 65 - for bare otte år siden var andelen kun hver femte. Ti procent er endda over 75.

Mange af disse er selvfølgelig deltidslandmænd, der ikke længere driver jorden, men faktum er, at næsten 20 procent af Danmarks landbrugsjord har en ejer, der er over 65 år. Unge ansigter bliver der stadig færre af - færre end hver fjerde landmand er under 50.

Formand Martin Merrild udnævnte i foråret generationsskiftet til landbrugets største udfordring overhovedet, og det er nok ikke helt galt.

Man ejer selv gården

Eksperimenter med alternative ejerformer er der talt en del om. Der er ikke tal på alle de - ofte meget velbesøgte - møder, lokale centre har holdt for at introducere andre måder at eje gården på, gerne med en ekstern investor. AP Pensions projekt på området har fået meget stor opmærksomhed.

Men fakta er, at selvejet stadig er alt-dominerende. Over 80 procent af fuldtidsbedrifterne har kun en ejer. Kun omkring 600 svine- eller kvægbrug ejes af et selskab - og langt de fleste af disse selskaber ejes i virkeligheden af landmanden selv. Med en samlet gæld på over 300 mia. kr. er det altså ret meget, der ligger på ryggen af 10.000 fuldtidslandmænds privatøkonomi.

Polsk kommissær, minister i Kina

Ellers skulle vi i sidste uge som så ofte før hente de vigtigste nyheder for dansk landbrug uden for Kongerigets grænser. EU får en ny landbrugskommissær, polske Janusz Wojciechowski, hvad der meget vel kan give andre prioriteter end under irske Phil Hogan. Fødevareminister Mogens Jensen tog sin første udlandsrejse til Kina for at støtte dansk eksport og klippe snoren til Danish Crowns store satsning - en fabrik af pølser og andre færdigvarer til det store marked.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle