Dalum Landbrugsskole samarbejder med Fyns Landboungdom om at trække unge til landbrugsuddannelsen.
Når Dalum Landbrugsskoles Korinth-afdeling 29. september slår dørene op for deres Oplevelsesdag, vil det som noget nyt have en olympiade kaldet FarmerOlympics, arrangeret af Fyns Landboungdom, med.
Her vil deltagerne ved oplevelsesdagen kunne teste sig selv og sit hold inden for blandt andet at bestemme vægt og alder på forskellige dyr, stable halmballer mest sikkert og at skifte hjul på en vogn.
”Vi vil gerne trække flere unge mennesker til landbrugsuddannelsen. Holdene på landbrugsskolerne bliver mindre og mindre, og det er uhyre vigtigt at få flere unge til at blive interesserede i vores erhverv”, siger formand for Fyns Landboungdom, Frederik Petersen.
Branchen fattes som bekendt arbejdskraft, og det er altså det som motiverer Fyns Landboungdom til at slå pjalterne sammen med Dalum Landbrugsskole.
Engagementet er velkomment
Fra Dalum Landbrugsskoles side hilses de unges engagement velkommen.
”Vi har en årelang tradition for at samarbejde med Fyns Landboungdom. Tidligere år har de bidraget med traktortræk, men i år blev vi enige om at prøve noget nyt, fordi de besøgende efterspurgte noget mere actionpræget for den besøgende”, siger Line Ø. Nielsen, Uddannelsesleder på Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth.
Oplevelsesdagen afholdes én gang om året, og alle kan komme og se og høre om landbrugsuddannelsen og få et indblik i livet på skolen.
Dagen afholdes på Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth, den 29. september klokken 11 til 15. Alle er velkomne.
Yderligere information om dagen kan findes på Dalum Landbrugsskoles hjemmeside, mens tilmelding til FarmerOlympics sker på Fyns Landboungdoms hjemmeside eller på Facebook.