Lars Løkke er hovedtaler ved nytårskur i Agerskovhallen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er for anden gang hovedattraktionen ved SLFs nytårskur. Det foregår i Agerskovhallen 14. januar 2019.

Sønderjysk Landboforening kan igen i år diske op med en kendt og fremtrædende person som hovedtaler ved nytårskuren i Ageskovhallen.

I år har statsminister Lars Løkke Rasmussen sagt ja til at være den, der lægger for med debat om landbrugets fremtid og erhvervets muligheder og udfordringer i en tid med miljø- og klimadebat, hård kritik og Brexit.

Det skriver Sønderjysk Landboforening (SLF) i en pressemeddelelse.

Trækker fulde huse

SLFs nytårskur i Agerskovhallen er på få år blevet en tradition, der trækker fulde hus i Agerskovhallen.

Den, der står for døren, er den 5. af slagsen, hvor landboforeningen i starten af det nye år samler lokale samarbejdspartnere, politikere, medlemmer og kunder.

Sidste år var det EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager og nu tidligere direktør i Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup, der trak knap 900 landmænd til Agerskov.

Det er heller ikke første gang, at statsministeren tager turen til Sønderjylland for at deltage i nytårskuren.

I 2016 var statsministeren også hovedtaler – og formand for socialdemokratiet Mette Frederiksen har også tidligere besøgt nytårskuren.

Politisk debat i valgår

Christian Lund, formand for Sønderjysk Landboforening, håber, at kunne fortsætte succes’en, nu i et valgår med med statsministeren som trækplaster.

"Vi ser frem til at høre statsministerens tanker om vores landbrugserhverv, og vi vil gerne have en debat om, at vi ser os som en del af løsningen på mange af de udfordringer, Danmark står overfor. Landbruget er også en del af løsningen i forhold til f.eks. klima og miljø", siger han.

Udover statsministeren vil formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, sætte fokus på fremtidens fødevareproduktion og give sit bud på landbrugets fremtidsperspektiver.

SLF italesætter også den kritik, som landbruget er udsat for herhjemme, og som står i kontrast til den ros og anerkendelse, den danske fødevareproduktion møder i udlandet.

Christian Hüttemeyer, kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer, vil således fortælle om medie- og omdømmekampagnen »Noget af det bedste i verden«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle