Laserteknologi skal monitere insekter

Nu skal landmænd kunne graduere sprøjtning af insekter ved hjælp af laserteknologi.

Det skal være slut med manuelle insektfælder og upræcise gisninger om antal skadedyr i marker. Fauna Photonics har opfundet teknologien, der gør optælling af insekter både nem og præcis.

"Sensoren kan registrere antallet af insekter samt deres art med stor præcision. Vi arbejder med monitering af flyvende insekter over afgrøden i luftvolumener 1-50 meter fra detektionssystemet. Vi har bevist, vi kan skelne mellem kritiske skadedyrarter i raps ud fra vores målinger", fortæller Frederik Taarnhøj, der søsatte Fauna Photonics i 2014.

"Store udbytter går tabt på grund af insektangreb. Med vores teknologi får man et præcist og hurtigt billede af, hvor og hvor mange insekter der er på et givent tidspunkt. Man kan montere kameraet på traktoren under sprøjtning og graduere sprøjtning med det samme. Eller bruge dataene til at optimere sprøjtningstidspunkt", lyder det fra direktør Michael Stanley Pedersen.

"Der er penge at spare på mængden af sprøjtemidler, og samtidig gavner det miljøet", siger han. Potentialerne for teknologien er mange. Bl.a. i naturbevarende sammenhæng.

"Vi kan allerede måle antallet af bier i samme område, vi registrerer insekter, så man kan undgå at sprøjte i arealer med mange bier", forklarer Frederik Taarnhøj.

Fauna Photonics deltager i konkurrencen om den bedste idé til innovation i landbruget, som bliver afgjort på konferencen Vækst'18.

Faktaboks

Fauna Photonics

  • Forventer at gå i frit marked inden for to år
  • Har internationale interessenter og regner med at kunne operere globalt
  • Teknologien er også anvendelig i akvakultur, hvor den kan registrere havlus 
  • Kan også bruges til at registrere malariamyg 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle