Lave priser presser økogrise-producenter: Flere reducerer produktionen

Laveste niveauer på økopriserne siden 2008 får flere økologer til at holde lidt igen med produktionen.

Det lave niveau på de økologiske grisenoteringer har ifølge næstformanden for det Danish Crown-ejede selskab Friland, Nicolaj Pedersen, fået flere producenter til at reducere i produktionen.

"Friland har meldt ud, at hvis man har brug for sanering eller at skære lidt ned, så vil de ikke melde en for kontraktbrud. Man skal bare ringe ind og sige hvorfor - og så ligger kontrakten klar, den dag man er klar igen", forklarer Nicolaj Pedersen.

Den lave økonotering står i skarp kontrast til den konventionelle pris, der næste uge rammer et rekordniveau på 13 kr. pr. kg. En stigning på 56 procent siden foråret. Samtidig er det gået den modsatte vej for økoproducenterne.

Lige nu ligger den økologiske notering på det laveste niveau siden 2008 med pt. 19,9 kr. pr.kg. De fleste producenter skal have 22-24 kr. pr.kg for at få økonomien til at hænge sammen, forklarer Nicolaj Pedersen.

Han er selv økologisk griseproducent mellem Esbjerg og Kolding med 600 økologiske årssøer, hvoraf halvdelen fedes op, mens resten sælges fra ved 30 kg.

"Vi har selv 10-20 procent færre søer her hen over vinteren, og jeg hører, at andre også reducerer eller lukker lidt i en periode. Det vil give mindre udbud".

"Jeg tror, vi har nået bunden"

Efter i uge 37 at have været helt nede i 19,5 kr. pr.kg er noteringen de seneste uger løftet en anelse til nu i næste uge at give 19,9.

Nicolaj Pedersen håber, at bunden dermed er nået. Og han håber, at økosiden trods alt også får gavn af det høje konventionelle niveau.

Men han peger på, at der er behov for at udvikle Frilands afsætningsmarkeder, som traditionelt har været Danmark, Frankrig og Tyskland. Især de to sidstnævnte har de seneste år også øget produktionen af økogrise.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle