Det er måske en gratis omgang at lægge sig i slipstrømmen af alle de økonomiske eksperter, der ikke forventer nævneværdige rentestigninger i de næste mange år. Da slet ikke, hvis man nøjes med at kigge på 2020. Højst vil der være tale om små skvulp og så tilbage til new normal. Altså renter omkring nul. Måske endda negative renter, som dybest set svarer til, at man skal betale for en parkeringsplads til sine penge.
Når det alligevel er interessant at beskæftige sig med renten, er det fordi, der er sket en interessant ændring i de bagvedliggende mekanismer. Nu som før er renten et udtryk for prisen på penge, og det er der ikke noget, der rokker ved. Men hvor det ifølge de økonomiske lærebøger altid har været god latin at give konjunkturerne skylden for, om renten var høj eller lav, er det i dag mere udbud og efterspørgslen på penge, der er afgørende for renteniveauet.
På den måde er penge begyndt at opføre sig som ethvert andet produkt, forbrugerne efterspørger. Og derfor har vi i de sidste år haft kombinationen af højkonjunktur og lave renter, som var utænkelig før finanskrisen. Højkonjunktur burde trække renten i vejret, fordi der er brug for kapital til at bygge og investere. Men da udbuddet af penge i dag er større end nogensinde før, forbliver prisen - altså renten - lav.
Og hvorfor er det så et godt bud, at renten forbliver lav i en rimelig overskuelig fremtid? Det er, fordi årsagen til det store udbud ikke sådan lige går væk. Generelt lever vi længere, ikke bare i Danmark, men nok så vigtigt også i Indien og Kina, der med tilsammen 2,7 mia. indbyggere rummer næsten en tredjedel af verdens befolkning. Når både kineserne og inderne begynder at spare op til deres alderdom, sådan som det rent faktisk er tilfældet, er der i dag så mange penge tilgængelige i verden, at man populært sagt som en anden Joakim von And kan tage bad i pensionskassernes pengetanke.
