Laveste konkurstal i to år

I august er der registreret fem konkurser inden for landbrug, skovbrug og fiskeri.

Det er slemt for dem, der går ud over. Men overordet set må man glæde sig over, at antallet af landmænd, fiskere og skovbrugere, der måtte dreje nøglen om i august, er det laveste i de sidste to år.

Fem konkurser er der registreret i Danmarks Statistik i august i gruppen landbrug, skovbrug og fiskeri, hvoraf landbrug udgør langt hovedparten. Det er et fald til en tredjedel af konkurser i juli, som var oppe på 14. Og hvis man leder lidt tilbage i statistikkerne, så skal man helt tilbage til august 2017 for at finde et lavere månedstal. Dengang blev der registreret to konkurser.

Man skal dog være varsom med at tolke på tallene fra måned til måned - især i sommermånederne, hvor det på grund af ferie kan være lidt tilfældigt, om en konkurs bliver registreret den ene eller den anden måned. Men sammenlignet med august sidste år er der nærmest tale om en halvering. I august 2018 blev der nemlig registreret ni konkurser.

Udsigt til fortsat fald

"På grund af de store sæsonmæssige udsving, især i sommermånederne, er det mere robust at måle udviklingen som løbende 12 måneder. Her ligger vi fortsat omkring 200 konkurser", siger Erhvervsøkonomisk Chef hos Seges, Klaus Kaiser, om konkurstallene.

"Der er dog udsigt til en markant fald, hvis vi kigger 6-12 måneder frem. Der er et vist efterslæb i tallene i forhold til den aktuelle økonomiske udvikling, så tallene har indtil nu været påvirket af den voldsomme tørke i 2018 samt lave svine- og minkpriser. Tørken har vi nu lagt bag os, og med udsigt til et flot høstår, kraftigt stigende svinepriser og stabile mælkepriser på et niveau lidt over gennemsnittet, peger det i retning af et betydeligt fald i antallet af konkurser inden for landbruget".

"Den største risiko for den positive udvikling er helt aktuelt et hårdt Brexit. I de kommende uger går vi ind i de afgørende forhandlinger, og et eventuelt hårdt Brexit vil med stor sandsynlighed ramme eksporten af landbrugsprodukter og medføre prisfald, som vil reducere landbrugets indtjening", advarer Klaus Kaiser.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle