LDM-formand: Vi er ikke helt på talefod med Arla

Formand for de danske mælkeproducenters forening Kjartan Poulsen begræder, at man skal lægge sag an mod Arla, men er ikke i tvivl om, at den vindes.

Forholdet mellem Arla og LDM, foreningen af de danske mælkeproducenter er dårligere end i mange år.

Det var en af pointerne, da foreningens formand Kjartan Poulsen torsdag eftermiddag holdt beretning på årets generalforsamling på Gl. Estrup herregård ved Auning.

"Vi er desværre på et sted, hvor LDM og Arla Foods ikke er på talefod, og det skyldes naturligvis uoverensstemmelsen mellem Arla Foods og fem repræsentantskabsmedlemmer, som LDM har anlagt", lød det fra formanden til de fremmødte.

Dermed henviste han til den sag, der de sidste år har bygget sig mere og mere op og har resulteret i, at de to parter - Arla og fem af dens ejere og folkevalgte nu skal mødes i retten over en strid om, hvorvidt Arla skal give indsigt i bestyrelsens beslutninger.

Arlas egne folkevalgte øverste organ, repræsentantskabet har med overvældende flertal sagt nej til indsigt, men de fem repræsentantskabsmedlemmer, der altså bakkes op af LDM, mener, at de har ret til at se en række udvalgte, afgørende dokumenter.

"Fra LDM's side er vi ikke overhovedet i tvivl om, at repræsentanterne, altså ejerne, har ret til at se de efterspurgte dokumenter med principper og beslutninger", konstaterede Kjartan Poulsen og kom med et eksempel:

"Kan I forestille jer en gårdbestyrelse, som ikke vil fortælle ejeren, at de har bedt fodermesteren om at bestille en ny foderblander, eller en fodermester, som ikke vil fortælle ejeren hvor meget mælk, der bliver leveret, eller hvordan det går med sundhedsstatus i besætningen? Det kan jeg i hvert fald ikke, men det er jo den situation, vi er i. Ejerne kan ikke få dokumenteret, hvad der foregår i virksomheden. Jeg ser ingen mulighed for, at LDM taber den sag".

Som LandbrugsAvisen.dk for nylig skrev, er der nu sat en dato på, at LDM og Arla skal mødes i en retssal. Det skal ske på den noget bemærkelsesværdige dato fredag den 13. august i Aarhus, hvor der ud over parternes advokater også skal afhøres vidner.

40 års jubilæum, men mange år med dårlig økonomi for medlemmerne

Formanden indledte sin beretning med at få forsamlingen til at rejse sig og udbringe et trefoldigt leve for foreningen, der i år kan fejre 40 års jubilæum. Omkring 60 var mødt op, til først bedriftsbesøg, så generalforsamling og til sidst jubilæumsmiddag.

Kjartan Poulsen LDM

Ellers kredsede formandens beretning sig ikke overraskende sig om mælkeproducenternes økonomi.

"Det er ved at være længe siden, det har været muligt at se tilbage på et godt år, ja faktisk skal vi tilbage til 2017 for at finde et år, der var til at juble over. 2020 blev endnu et år på overlevelsesniveau. Dem har vi desværre haft mange af i de 40 år, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter har eksisteret", sagde formanden.

"Vi kan ikke følge med til det", konstaterede han om prisudviklingen, hvor en graf viste, at noteringen på mælk sakker bagefter lønninger og øvrige priser i samfundet.

På valget til foreningens bestyrelse var der fem pladser i spil. Her blev Erik Riskjær fra Sulsted, Rick van Heesch fra Skive, Jørgen Schmidt fra Branderup og Finn Pedersen fra Bording alle genvalgt. Derudover blev Arne Porse fra Allingåbro valgt som nyt medlem til erstatning for Niels Kristian Jørgensen, der ikke genopstillede.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle