LED sparede 25.000 kr. på den første elregning

Skift til LED har været godt for brunsten, mener mælkeproducent.

Da mælkeproducent Jesper Nielsen byggede ny velfærdsafdeling, tog han samtidig springet og skiftede fra lysstofrør til LED-belysning. Det har han ikke et øjeblik fortrudt, for indtil videre holder beregningerne, og han sparer mange penge på strøm.

»Jeg undersøgte markedet og spurgte kollegaer til råds, hvor flere af dem havde LED. Jeg blev meget hurtigt overbevist om, at jeg kunne spare penge ved at skifte til LED«, siger han.

Installationen var en stor mundfuld, så han allierede sig med en kammerat, der er industrielektiker. Han er vant til at sætte LED armaturer op og kan beregne, hvor meget lys der skal til. Installationen gik som smurt. Og da de var færdige, kom hans far, der er aut. elektriker forbi og gennemtjekkede det hele uden anmærkninger.

»Det gjorde mig tryg«, siger Jesper Nielsen.

Erstatter sollys

Produktionen afhænger af, at det hele kører, som det skal. Jesper Nielsen står tidligt op for at malke, så der er det nødvendigt at have alle lamper tændt.

»Om natten har jeg dog hver tredje LED-lampe tændt, så køerne kan finde rundt i stalden«, siger han.

Om vinteren har han lyset tændt i løbet af dagen. Det kolde LED-lys virker som sollys og holder dyrene friske og glade på trods af årstiden, mener han.

»Deres brunstperioder kunne næsten ikke være bedre i vinterhalvåret, end de var sidste år. Det kan jeg takke LED-lyset for«, siger Jesper Nielsen.

Faktaboks

Jesper Nielsen

  • 120 malkekøer
  • Skiftede 34 armaturer i stalden, 18 i laden og 7 spandarmaturer
  • Investering 54.000 kr.
  • Årlig besparelse 25.000 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle