Lego-ejers stutteri i endnu et million-underskud

De seneste syv år er alle endt med tocifrede millionunderskud til Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansens stutteri og hingstestation.

Det er flere år siden, der var sorte tal på bundlinjen hos Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen stutteri og hingstestation Blue Hors.

De seneste syv års regnskaber har dermed samlet budt på et underskud på over 301 mio. kr.. Det viser det seneste regnskab for stutteriet, der netop er udsendt.

Man skal helt tilbage i regnskabsbogen for 2012 for at finde et overskud, og værst så det ud i 2014, hvor underskuddet lød på 88 millioner kroner.

Også 2019 bød på endnu et underskud på -36,8 mio.k kr. for Blue Hors, hvilket trods alt er en forbedring mod de -50,7 mio. kr., som sidste års regnskab lukkede med. 

Stutteriets heste er vurderet til at have en værdi af 95 mio. kr., hvilket er en væsentlig værdiforøgelse i forhold til sidste år.

Kjeld Kirk Kristiansen ejer 100 procent af stutteriet, som blev grundlagt i 1992.

Corona Gør 2020 usikker

Corona-pandemien rammer dog også stutteriet, der ikke tør spå om næste års regnskab.

"I lyset af COVID-19-situationen kan vi ikke udtrykke nogen forventninger omkring resultatet for 2020. Vi er i øjeblikket i et turbulent miljø med ustabile markeder og et usikkert forretningsklima. De samlede konsekvenser i 2020 er ukendte, men kan og vurderes at være betydelige", skriver ledelsen i regnskabet.

Ledelsen tæller blandt andet Claus Thinggaard, der er gift med Kjeld Kirk Kristiansens yngste datter, Agnethe Kirk Thinggard.

I 2019 lød driftsresultatet på -48,0 mio. kr., mens egenkapitalen de seneste år er løftet til 329,9 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle