Efter fire år på posten går Richard Markwell fra Agco af som præsident for CEMA og trækker sig samtidig tilbage fra et aktivt arbejdsliv. Ny mand i spidsen for de europæiske maskinproducenter bliver Anthony van der Ley, der er administrerende direktør hos Lemken.
»Det er en absolut glæde at overtage formandsposten i CEMA, hele den europæiske landbrugsmaskinproduktions stemme«, fortalte Anthony van der Ley ved den officielle overdragelse, som fandt sted på det seneste bestyrelsesmøde i Bruxelles 20. juni.
Omsætter for 26 mia. euro
CEMA varetager interessen for en ret så stor gruppe af virksomheder - både målt i fysisk størrelse og økonomisk formåen. I alt er der 4.500 medlemmer i CEMA, fordelt fra helt små til de største, multinationale virksomheder. Samlet set omsætter CEMA’s medlemmer for over 26 mia. euro hvert år, svarende til små 200 mia. kroner.
Det giver organisationen vigtig indflydelse, når EU eksemepelvis diskuterer nye emissionskrav, sikkerhedsannordninger og så videre.
En del af strategien for Anthony van der Ley er dog lagt fast de kommende år frem.
»De næste 10 år vil vi arbejde for områder som Farming 4.0 og præcisionslandbrug. Disse emner er en del af CEMA’s strategi AgriTech Vision 2030, der er guideline for hvordan vi som organisation skal hjælpe vores medlemmer«, siger Lemkens direktør og nyvalgte præsident.
Kommentarer