Letmælk - Hvad i alverden er det?

I starten af 70'erne forhandlede mejerierne internt, om man skulle indføre endnu en ny type mælk i Danmark, efter at have lanceret skummetmælken med stor succes.

"Skal ny sødmælk nu forfølge skummetmælkens succes," stod der i Landsbladet 13. marts 1970.

Læserne kunne på side 55 læse, hvordan man på Konsummælk Mejeriernes årsmøde havde besluttet at genoptage forhandlingerne med fællesorganisationen og Forsøgsmejeriet om mulighederne for at indføre en ny fedtfattig mælketype på det danske marked.

"Der foregår et stadig og stærkt stigende forbrug af skummetmælk, og spørgsmålet er om dette skummetmælksforbrug eller meget af det ikke kunne opfanges af en sødmælk med f.eks. 1 eller 1,2 pct. fedt samt vitamintilsætning", sagde formanden for Konsummælk Mejerierne, Jens Chr. Christensen, dengang.

Mælken som formanden dengang henviste til var selvfølgelig letmælken, som på daværende tidspunkt allerede var indført på det svenske marked.

I 1970 var det forholdsvis nyt at fedtreducere produkter, ligesom tilsætning af kakao, frugt, frugtsaft mv. heller ikke var noget, man tidligere havde brugt, og som derfor åbnede op for produktion og salg af en lang række nye produkter.

I artiklen kan man ligeledes læse hvordan Jens Chr. Christensen  appellerede til virksomhederne om at tage hensyn til erhvervet for at undgå et rent produkt-kaos.

Der skulle gå nogle år, inden letmælken var at finde på det danske marked, da den først blev lanceret i 1973. Foruden skummetmælk var det et af de første fedtreducerede produkter i Danmark, og indtil 1976 blev der tilsat D- og A- vitamin for at sikre samme vitaminindhold som i sødmælk.

Klik på billedet herunder for at læse artiklen og se avisens forside.

Faktaboks

Landbrugsavisen.dk kigger hver weekend i arkivet efter sjove, gamle historier.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle