Lettet øko-formand: Stramt kvælstofkrav lempet for økologer

Særligt økologerne ville blive hårdt ramt af regeringens nye kvælstofkrav, men det problem er nu løst, fortæller Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen i L&F.

Økologerne kan ånde lettet op, mener Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen i L&F, der roser regeringen for at lytte og lempe en særlig streng regel, der kunne have betydet lavere udbytte på økologernes marker. Det skriver Effektiv Landbrug.

I indsatsen for at nedbringe kvælstofudledningen indførte regeringen i juni en række nye skærpede krav til udnyttelsesprocenten for husdyrgødning, som stod til at ramme økologerne særligt hårdt.

Men i en ny bekendtgørelse omkring det økologiske arealtilskud, som Landbrugsstyrelsen har sendt i høring, er kvælstofloftet og kvælstoftillægget øget - med præcis den mængde kvælstof som Landbrug & Fødevarer foreslog for at redde økologerne.

"Jeg er rigtig glad for, at det kunne lade sig gøre. Og også, at det faktisk er gået så hurtigt. Det er tit, at vi påpeger ting, som vi er utilfredse med, og hvor vi er trætte af, at det går alt for langsomt. Nogle gange bliver tingene pludselig meget komplicerede, men altså lige her er der grund til ros", siger Hans Erik Jørgensen.

Konkret betyder den nye bekendtgørelse at kvælstofloftet i basisordningen bliver øget fra de før krævede 100 kg udnyttet N pr. hektar til nu til 107 kg. Tilsvarende øger man loftet for kvælstoftillægget fra 60 til 65 kg udnyttet N pr. hektar.

Alt for uretfærdigt

Økologerne må i forvejen bruge mindre gødning, og en økolog må ikke gylleforsure eller bruge nitrifikationshæmmere, hvorfor L&F råbte op i juni.

Dengang sagde økologiformand i Landbrug & Fødevarer Hans Erik Jørgensen til landbrugsavisen:

"Det her er så uretfærdigt, at vi er nødt til at råbe op og også henvende os til ministeren for at forklare, hvad de her nye krav har af konsekvenser".

Allerede i juni indrømmede ministeriet også, at der var grund til at se på reglerne igen.

"Miljø- og Fødevareministeriet er opmærksom på problemstillingen med, at der kan være særlige forhold, der gør sig gældende for økologerne, og det er ministeriet ved at se på", skrev Miljø- og Fødevareministeriet i en mail.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle