Lettet landbrugsordfører opnåede genvalg

Inden sidste valgsted stod DF's landbrugsordfører Lise Bech til at ryge ud af Folketinget, men hun opnåede genvalg med et fint valg i Thisted.

Det holdt hårdt, men nu skulle den være god nok: Danske Folkepartis landbrugsordfører Lise Bech har opnået genvalg til Folketinget.

Hun genvinder dermed et af DF's to mandater i Nordjylland.

Lise Bech lå ellers ikke til at komme ind, inden den sidste kreds, Thistedkredsen, blev talt op. Men 664 stemmer i Thisted bragte hendes samlede stemmetal op på 2.306, hvilket sikrer hende et mandat.

"Jeg er så glad! I slipper ikke for mig", siger hun til landbrugsavisen.dk og fortsætter:

"Egentlig var jeg blevet afklaret med, at jeg kunne gå tilbage til mit civile job, men det er da vildt fedt at kunne fortsætte".

"Jeg har brugt de sidste fire år på at lære om landbruget, som er en kompliceret størrelse. Så nu håber jeg bare, at jeg får lov at bruge den viden og beholde mit ordførerskab".

For Dansk Folkeparti blev folketingsvalget lidt af en katastrofe, da partiet blev halveret.

"Det er virkelig synd for det borgerlige Danmark, synes jeg. Men vi vidste godt, at der var kommet nye partier, der kunne tage stemmer, og at de, der i sin tid var utilfredse med Thorning, måske ville gå tilbage til Socialdemokratiet", siger Lise Bech, der nu sandsynligvis kan se frem til at skulle passe flere ordførerskaber.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle