Leverandørformand: Økologer skal stå samlet for at gøre sig attraktive for biogasselskaber

Sammenhold og organisering er vejen til flere økologiske biogasanlæg og til fair kontrakter med energi-selskaberne. Det siger formand for leverandørforening.

- Fællesskabet skal være på plads. Økologiske landmænd skal slå sig sammen, som vi gjorde i sin tid. Komme i samlet flok, så de er attraktive for biogasanlæggene. Det duer ikke at køre solo!

Jens Christian Mathiesen, formand for leverandørforeningen til biogasanlægget Nature Energy Månsson, taler med mange års erfaring i rygsækken. Han ryster på hovedet over, at der stadig findes eksempler på biogasanlæg, hvor landmænd ikke har organiseret sig med en leverandørforening.

Selv har den nu tidligere mælkeproducent fra Givskud i mere end 20 år været en af de drivende kræfter i arbejdet med at få et lokalt, økologisk biogasanlæg op at stå i Give-Brande-området.

Bestræbelserne og initiativet endte et andet sted end oprindelig planlagt, men Jens Christian Mathiesen er ikke i tvivl om, at han og hans kolleger er en del af en vigtig succeshistorie: Danmarks første og største, økologiske biogasanlæg i Bestseller-byen Brande.

Anlægget er ejet af den store, økologiske frilandsgartner Axel Månsson og energiselskabet Nature Energy i fællesskab.

Det blev officielt indviet i marts 2018 og er siden udvidet, så anlægget nu modtager 450.000 ton biomasse om året fra små 60 leverandører, både økologiske og konventionelle.

Med den lokale biogasproduktion kan økologiske planteavlere levere kløvergræs til biogas og få afgasset gylle retur i en tid, hvor udfasningen af konventionel husdyrgødning kan være en udfordring.

Samtidig er biogassen et grønt es i klimadebatten.

- Hvis vi får den klimafgift, er det jo fantastisk, at vi har noget at trække fra, inden den skal beregnes. Det er win-win, siger Jens Christian Mathiesen.

’Nu har du jo god tid’

Jens Christian Mathiesen har været formand for leverandørforeningen til Nature Energy Månsson, siden den blev dannet i 2010, selv om han selv stoppede som mælkeproducent i 2017 og knap nok nåede at levere til biogasanlægget.

- På generalforsamlingen sagde de: Nu har du jo god tid, smiler han ved køkkenbordet i det nybyggede rødstenshus tæt ved gården Brunsminde, hvor han og ægtefællen Anne i 20 år havde økologisk mælkeproduktion.

Som leverandørforeningens formand er det dermed stadig ham, der har kontakten til både leverandører og energiselskab, og ham, der skal håndtere store og små kontroverser og interessekonflikter.

De er der hele tiden, for selv om samarbejdet med Nature Energy fungerer fint i det daglige, er det to vidt forskellige kulturer, der skal finde hinanden.

- I landbruget og andelsselskaberne har vi lært, at i et samarbejde skal alle have noget ud af det - ellers stopper det! Det forsøger vi at forklare Nature Energy: I er afhængige af vores udspredningsarealer og af vores biomasse - sørg nu for at få det lavet, så det er attraktivt for leverandørerne!

Tænker anderledes

- Den diskussion har vi hele tiden. Men sådan tænker de ikke: Energiselskabernes mission er at producere gas billigst muligt. De er industrimænd, som tænker i markedsmekanismer og i, at de, der har flest penge, får det, de vil have. De er slet ikke interesseret i, at leverandørerne skal have penge, siger Jens Christian Mathiesen.

Det er da heller ikke mange år siden, man kunne høre om landmænd, der havde skrevet under på at betale 30 kroner pr. ton biomasse i ’behandlingsgebyr’ til biogasanlæg, fortæller han.

Markedet er vendt

Nu har gasprisernes himmelflugt og klimedebatten vendt op og ned på alt, og det afspejler sig i den aftale, som Landbrugets Biomasseleverandører (LBBL) har indgået med Nature Energy som det foreløbig eneste af de store biogasselskaber.

Aftalen, som nu skal implementeres i kontrakterne hos leverandørerne til Nature Energy Månsson, betyder, at landmændene nu skal have en betaling for biomassen, at markedsprisen på gas tages i betragtning, og at landmændene beholder klimacertifikaterne. Jens Christian Mathiesen er ikke i tvivl om, at de øvrige store gasselskaber, Bigadan og E.ON Danmark, kommer til at følge trop.

- Lagkagen skal skæres anderledes nu, og det bliver den. Men producenterne er nødt til at holde sammen for at få en fair aftale - og når jeg hører om anlæg, der ikke har en leverandørforening tænker jeg: Jamen, hvorfor helvede har de ikke det?

Faktaboks

 

  • Jens Christian Mathiesen etablerede sig som mælkeproducent med 50 jerseykøer i 1975.
  • I 1996 startede han omlægning til økologi, træt af den kritiske debat om kemi. Det samme gjorde en række andre mælkeproducenter i Givskud-området, hvor der endnu i dag er fem økologiske mælkeproducenyer.
  • Han stoppede i 2017 selv efter en årrække med glidende generationsskifte. Da var besætningen oppe på 370 jerseykøer.
  • Jens Christian Mathiesen (70) har i sit aktive landmandsliv haft mange tillidsposter i landbruget, i landboforeningen, som formand for kvægrådgivningen i Jysk Landbrugsrådgivning, RYK med mere.
  • I 2000 blev han valgt som formand for en gruppe landmænd og økologer, der forsøgte at få et lokalt biogasanlæg op at stå.
  • I 2010 opgav gruppen egentlig deres bestræbelser, men en stor, økologisk grønsagsproducent, Axel Månsson, besluttede i stedet at etablere et gårdbiogasanlæg og Jens Christian Mathiesen og en række andre økologer fik mulighed for at blive en del af anlægget, som dermed voksede ud af rammerne for et gårdbiogasanlæg.
  • I sensommeren 2010 etablerede landmandsgruppen den leverandørforening, som Jens Christian Mathiesen er formand for endnu i dag - uden selv at være leverandør.
  • Nature Energy Månsson Energy blev officielt indviet i 2018. Anlægget er ejet af Axel Månsson og Nature Energy uden kapital fra leverandørerne. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.