L&F: Årets optag vil øge mangel på kvalificeret arbejdskraft

Landbrug & Fødevarer forudser øget mangel på kvalificereret arbejdskraft set i lyset af årets optag på de videregående uddannelser, der er vigtige for fødevareerhvervet.

Selvom optaget generelt på de videregående uddannelser, der er vigtige for fødevareerhvervet i Danmark, er steget, ses der også en tilbagegang på specifikke uddannelser og det vil betyde øget mangel på kvalificeret arbejdskraft. 

Det forudser Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse. 

Optaget på de videregående uddannelser er nemlig vigtigt for fødevareerhvervets udviklingsmuligheder i fremtiden.

"I landbrugsrådgivningen medfører generationsskifte en stigende efterspørgsel efter medarbejdere med videregående uddannelser. Med det nuværende optagelsesniveau vil vi komme til at mangle kvalificerede kandidater med indsigt i jordbrugsforhold. Vi rekrutterer allerede i dag mange med andre uddannelsesprofiler end de jordbrugsvidenskabelige, men det er vigtigt at opretholde en fornuftig balance", siger Morten Andersen Linnet, forskningspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer. 

Mindre stigning

Årets optagetal viser en generel stigning, når det gælder de specifikke jordbrugs- og fødevareuddannelser. Stigningen er på 5,1 procent i forhold til 2019. Det er lidt mindre end den generelle stigning i optaget for alle uddannelser, som er på 6 procent.

Især ser L&F glædeligt på, at optaget på bacheloruddannelserne Jordbrugsøkonom og Naturressourcer er steget med hhv. 44 procent og 20 procent. Også den forholdsvis nye uddannelse Kemi og Fødevareteknologi på Aarhus Universitet har haft en stor fremgang i optaget på 67 procent fra 24 til 40 studerende.

Agrobiologi går tilbage

Desværre sker fremgangen dog på bekostning af Agrobiologi, som for andet år i træk har et faldende optag. Desuden ses en tilbagegang i optaget af både jordbrugsteknologer og procesteknologer på Erhvervsakademi Sjælland og MidtVest.

Til gengæld ses fremgang for Erhvervsakademi Aarhus for professionsbachelor i Fødevareteknologi og -applikation og jordbrugsteknolog. 

DTU har øget optaget på de to uddannelser Miljøteknologi og Bioteknologi, mens uddannelsen Fødevaresikkerhed og Kvalitet går tilbage. 

"Generelt må vi forudse en øget mangel på kvalificeret arbejdskraft fra de videregående uddannelser. Den grønne omstilling og opfyldelse af erhvervets klimamålsætninger kræver tilførsel af ny viden. Den mest effektive videnoverførsel er tilgangen af nye medarbejdere fra de videregående uddannelser. Vi kører derfor allerede i dag rekrutteringskampagner på kød- og mejeriområdet og arbejder på via kampagnen Future Food på at tiltrække endnu flere studerende til de jordbrugs- og fødevarerelaterede uddannelser", siger Morten Andersen Linnet. 

Han pointerer, at virksomhederne bliver større og kompleksiteten i den globale fødevarehandel gør, at behovet for specialister og generalister stiger - også kandidater med internationalt udsyn og kompetencer. 

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle