L&F: Bioraffinering af græs kan blive et kinderæg

Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, glæder sig over Det Nationale Bioøkonomipanels anbefalinger.

Det Nationale Bioøkonomipanel har i dag aflevereret sine anbefalinger ’Proteiner for fremtiden’ til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Her anbefaler panelet blandt andet øget dyrkning af flerårige afgrøder som fx græs, der både kan øge proteinudbyttet på de dyrkede arealer og mindske fødevareproduktionens påvirkning af vandmiljøet.

Græsset kan ved forarbejdning i bioraffinaderier omdannes til protein af høj kvalitet til mennesker og dyr samt til biomaterialer, der kan erstatte plast og andre produkter, der produceres fra olie – og de sidste rester kan omdannes til energi og gødning via biogasanlæg.

”Bioraffinering af græs kan blive til et kinderæg, der både giver bedre økonomi, bedre fødevarer og foder samt et bedre miljø,” siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, og understreger, at bioraffinering af græs er ikke i mål endnu.

gennemgående tilfredshed

Generelt set glæder Lars Hvidtfeldt sig over Det Nationale Bioøkonomipanels anbefalinger til ministeren.

”Det er et godt og gennemarbejdet sæt anbefalinger, der ikke kun har fokus på at sikre forsyning med protein af høj kvalitet til husdyr og mennesker, men også på, hvordan vi øger værdivækst og bæredygtighed ved at udnytte biprodukter. Og på hvordan vi kan forbedre miljøet ved at dyrke nye afgrøder,” siger Lars Hvidtfeldt

Bioøkonomipanelet har fokus på udnyttelse af biprodukter fra den eksisterende fødevareproduktion, hvor virksomheder som Danish Crown og Arla har oprettet ingrediensafdelinger, der producerer nye højværdiprodukter med høj ernæringsværdi ud fra de dele af råvarerne, der tidligere blev bortskaffet som affald.

På samme måde har KMC gennem mange år forøget værdien af kartoffelavlen ved ikke kun at udnytte stivelsesindholdet til kartoffelmel.

”Udnyttelse af restprodukter og sidestrømme fra den eksisterende produktion har meget stor betydning for bæredygtigheden og kan samtidig forbedre ikke kun økonomien for landmænd og virksomheder, men for hele det danske samfund,” siger Lars Hvidtfeldt.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle